Jill Byrdal: Jeg forstår det godt…
21. september 2026 - kl. 13:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Da det i starten af juni blev offentligt kendt, at Kulturhus Kappelborg var sat til salg, bredte det sig som en steppebrand i Skagen….
Jeg forstår det godt…💙
Den aften skrev jeg til Jon: “Der er saftsuseme længe til den 30.6.26 som byrådsmedlem valgt for Venstre i Skagen – py ha…” Det forstod han heldigvis godt.
At der så skulle gå en rum tid mere, før nyheden slap ud via Kappelborgs pressemeddelelse, har jo blot trukket spændingen endnu mere.
Kappelborg er et hus med en sjæl, som vi er mange, der er vokset op med. Jeg gik i skole der fra 1974-1984… Jeg havde Klarskov, Kjeldal, fru Overgaard, Inger, Lone, Peter, Carsten, Ingrid og mange andre gode og dygtige lærere gennem en god skoletid.
Jeg er sikker på, at de, der ikke er iblandt os mere, svæver som vogtende sjæle over det gamle hus.
Der var også i Gl. Skagen Kommunes tid faldende børnetal.
Dengang var der tre folkeskoler i Skagen: Kappelborg, Hedebo og Ankermedets Skole.
Kappelborg stod over for at skulle moderniseres, og politikerne pegede på, at det gav mening at lukke Kappelborg for at få de økonomiske rammer på plads.
Byens elever kunne samles på Hedebo og Ankermedets Skole. Man havde naturligvis skolebestyrelserne og andre relevante parter med ind over, og det blev besluttet, at tiden var
inde til at lukke og slukke som skole.
Færre børn, færre elever – man kan kalde det rettidig omhu. 💙
Herefter kæmpede en gruppe lokale for at “redde” bygningerne, som senere blev til vores Kulturhus Kappelborg.
Tak til jer, der kæmpede – og fortsat kæmper 🙏
Hvilket bringer mig til det, som nogen har efterspurgt…
Hvad er så hende Jills holdning til alt det her salg mm.?
Først har jeg brug for at sige:
Alle medlemmer af byrådet har kunnet følge med og har haft indsigt i dagsordener og referater fra Økonomi- og Strategiudvalgets og Byrådets møder og har derfor kunnet følge processen omkring Kappelborg. Alt har været behandlet på lukkede punkter, men vi har alle kendt til forløbet.
Derfor har jeg heller ikke været ude og ytre mig omkring et eventuelt salg.
Det ville ikke være korrekt af mig. Det ville være mod bedre vidende.
At der har været “hældt” restriktioner ud over salgsmaterialet, hænger jo også sammen med, at man ønskede, at det var en helt særlig skare af købere, man søgte – en fond eller lignende.
En fond, som ville og kunne drifte en ældre kulturdame som Kappelborg.
Jeg må med syvtommersøm slå fast, at ingen på noget tidspunkt har ønsket andet end det bedste for Skagen og Skawboernes Kulturhus.
I den pressemeddelelse, der lige er kommet ud fra byderne, fortælles det, at det nu er to lokale fonde med tilknytning til FF Skagen og Karstensens Skibsværft, der sammen etablerer en fond som køber af huset.
Det gør mig rigtig glad.
Når der så også er en række bidragsydere og virksomheder, der er med til at sikre fondskapital til en driftsfond, så bliver jeg endnu mere glad.
Lidt ligesom da man lavede legepladsen ved Kappelborg – her var de lokale virksomheder og bidragsydere også fremme i skoene.
Det kan noget.
Skagen kan noget. 💙
Signalværdien, der sendes ud i samfundet, er:
Vi vil så gerne betale noget tilbage til det sted, som bærer vores virksomheder, og hvor vi har vores rødder.
De kan se værdien i, at der er gode tilbud til byens borgere og gæster.
RESPEKT.
Hvorfor sælge Kappelborg?
Når man er underlagt kommunalt ejerskab, er der meget, man ikke kan.
Som fondsejet vil Kappelborg kunne søge andre fonde og midler.
Det vil sige, at “livet” på mange måder bliver nemmere.
Man kan reagere hurtigere på de muligheder, der pludselig opstår – uden at de først skal gennem det kommunale administrative system.
I bund og grund handler det for mig ikke om, at kommunen “giver slip” på kulturen i Skagen.
Tværtimod…
Frederikshavn Kommune skal da stadig være en samarbejdspartner og medspiller.
Der skal i fremtiden betales husleje og driftstilskud for bl.a. bibliotek og musikskole på Kappelborg – og hvem ved, hvad fremtiden bringer.
Min holdning er klar 💙
De drivkræfter, der overtager Kappelborg, har musklerne til at løfte og øge udbuddet på Kappelborg.
Det er ikke en økonomisk gevinst for køberne, der er drivkraften.
Drivkraften er ønsket om, at Skagen også i fremtiden skal have et velfungerende kulturhus.
Det er målet.
Nu håber jeg, at de sidste ting falder “godt” på plads i salgsprocessen, så Kappelborg kan komme videre på bedste vis.
Tillad mig allerede nu at sige tillykke til den nye Kulturhus Kappelborg Fond.
Pas godt på Kappelborg… 💙
De bedste hilsner
Jill V. Byrdal
Byrådsmedlem for Venstre
Frederikshavn Kommune
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.













.gif)



Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jill Byrdal: Jeg forstår det godt…' til en bekendt