Strandparker og udvikling i Frederikshavn Kommune

Strandparker og udvikling i Frederikshavn Kommune

5. oktober 2014 - kl. 12:52 - af

I turisterhvervet arbejder vi hele tiden for at sikre at vi har gode helårsarbejdspladser, fordi vi tror på at det giver det højeste kvalitetsniveau året rundt. Vi arbejder på at sikre at vi er interessante for vores gæster, at vi er tilgængelige, at vi har noget at byde på uanset om det regner, sner eller solen skinner. Her i vores kommune skal man nyde at være gæst. Hele året.

Det kan du som borger bidrage til. Det kan du som erhvervsdrivende bidrage til. Vi har igennem de sidste to år arbejdet med en Potentialeplan for Skagen. En rigtig god og spændende måde at arbejde med nye muligheder på. Her er borgere inddraget ved åbne møder, her er erhvervet inddraget på tværs af brancher, her er inddraget forskellige synspunkter ved at der både har været medarbejdere, ledere og embedsfolk, der har givet sit besyv med til: Hvordan kan Skagen udvikle sig positivt og attraktivt i fremtiden?

Frederikshavn kommune er en kommune der gerne vil udvikling. Det mærker jeg tydeligt når jeg bevæger mig rundt, både i erhvervet men også hos de fleste politikere. Embedsfolkene i kommunen engagerer sig og bidrager til at se muligheder.

Det har vi som borgere også pligt til at gøre. Vi er i en situation, hvor vi ikke kan tillade os at synes at alt skal være som det plejer. Så går det ganske enkelt den forkerte vej. Og alt nyt er altså ikke per automatik noget ganske forfærdeligt.

Når man i Frederikshavn siger ja til at lave palmestrand, undersøger muligheder for at lave skibakke eller arbejder med at lade vandet komme til byen, eller helt andre skæve muligheder, så er det fordi man godt ved at der skal forandringer til.

Når man i Sæby er glad for den strandpark man har fået, så er det fordi toiletforholdene og de omkringliggende muligheder er blevet væsentligt bedre. Og ikke mindst er der blevet meget mere opsyn med stedet og dermed renholdelsen. Den nye strandpark med den nyanlagte volleyballbane skaber spændende oplevelsesmuligheder, der gør det endnu mere attraktivt at være i Sæby og drive forretning i Sæby.

Når man i Skagen fra kommunalt hold foreslår en Strandpark ved Sønderstrand, så ser alle straks en forfærdelig strand med grimme parasoller og grimme liggestole flydende over hele stranden. Det er bare slet ikke det, der er hensigten.

Vi har, alle steder i kommunen, brug for at toiletforholdene opgraderes og gøres helårsåbne. Vi har brug for bedre faciliteter for vinterbadere, vi har brug for at strandene kan benyttes og passes på – hele året. Vi har også brug for, at der er helårsåbne toiletter ved Sønderstrand. Vi har brug for at man kan købe en is eller en sodavand, når man en hel dag er ved stranden med familien. Vi har brug for at der er områder vi kan arbejde med, så vi kan udvikle os i takt med tiden.

Det skal naturligvis gøres så det ser ordentligt ud, og helst så det passer ind i vores fantastiske natur. Det er også det, der er hensigten.

I vores kommune er vi desværre ramt af fraflytning og har været det i flere år nu. Det betyder, at der ikke er lige så mange borgere til at holde liv i vores butikker, vores restauranter, vores kulturtilbud, vores børnehaver, skoler, læger osv. Det betyder, at der er forretninger som må lukke. Og det er med til at borgerne får ringere indkøbsmuligheder.

Vi har forskellige muligheder for at sikre, at der fortsat er et godt udbud og muligheder hele året rundt. Men det kræver at vi skaber mere omsætning i vores kommune.

En af mulighederne er øget turisme. Hvis vi skal have øget turisme, så er der følgende måder at gøre det på:

  • Vi kan forsøge os på nye markeder,
  • Vi kan forsøge at få flere til at besøge os gennem øget markedsføring,
  • Vi kan udvide vores udbud (attraktioner, begivenheder, hoteller, nyheder osv.), så der er flere og nye gæster der bliver tiltrukket.

Men én ting er helt sikkert. Udvikling og muligheder kommer ikke af sig selv, og det kommer ikke ved at vi gør som vi plejer.

Udvikling og muligheder er også sigtet med Potentialeplanen for Skagen, der har været iværksat i forbindelse med et større EU-projekt. Her har 10 særlige danske feriesteder været udpeget til at arbejde med nye udviklingsmuligheder.

Måden og processen har været så god og konstruktiv, at det er et stort ønske fra turistforeningen, at vi bearbejder alle vores interessante turistområder på samme måde.

Jeg håber på at vi kan igangsætte bearbejdelsen af en potentialeplan for Strandby allerede her i efteråret og en tilsvarende plan for Sæby i løbet af foråret.

Herefter vil vi så tage fat på samme måde med andre områder.

Men det kræver, at der er nogle der vil være med og vil bidrage med viden og interesse for udviklingen af netop deres by eller område.

Forudsætningen for at lave god og bæredygtig turisme er, at der er noget helt særligt; det helt særlige sted som turisterne vil betale for at besøge. Ellers vil det aldrig lykkes. Turister skal mærke at de er velkomne og vi som borgere er afgørende for det gode værtsskab.

Vi er noget helt særligt i Frederikshavn kommune. Og vi er noget helt særligt hvert vores sted. Det skal vi dyrke i fællesskab og være bevidste om. Vi skal ikke tro, at vi er noget særligt – bare fordi vi bor et særligt sted; nej vi er noget særligt fordi vi er en del af fællesskabet: vores naboer, vores by, vores måde at være på, og fordi vi er stolte af det vi har og der hvor vi bor.

Vi skal respektere at der er store forskelle på at bo i Aalbæk eller i Skagen, i Sæby eller i Frederikshavn, i Strandby eller i Jerup. Men vi har alle det samme behov. Behov for at blive anerkendt som noget særligt, at føle at vi er en del af fællesskabet og at vi bliver taget alvorligt. Vi har også mange ensartede behov og ikke mindst har vi behov for en god fungerende kommune, en god dialog og en positiv tilgang til vores fælles muligheder.

Det er fantastisk at stå sammen, når vi bliver mast op i en krog. Som f.eks. lige nu hvor man er ved at fjerne en akut bil i Skagen. Her burde alle Frederikshavnere, Sæbynitter, Aalbækkere, Strandbynitter osv. være lige så meget på barrikaderne, så vi virkelig står sammen.

Men det er også fantastisk når vi står sammen om at ville hinanden det godt og bakker op om nye udviklingstiltag, der gør os alle lidt rigere. Hvis ikke på penge, så på muligheder og oplevelser.

Med ønsket om at vi alle tager medejerskab for at få skabt en fremgangsrig og skøn kommune, med et tiltrækkende erhvervsliv, med tiltrækkende arbejdspladser og med masser af gæster hele året, så glæder jeg mig til et spændende efterår og en dejlig fremtid.

 

Mange hilsner fra

Turistdirektør Lene Kappelborg

Turisthus Nord

9 kommentarer til “Strandparker og udvikling i Frederikshavn Kommune” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

9 kommentarer til “Strandparker og udvikling i Frederikshavn Kommune”

  • @sundbynitten ( jeg tør dog stå frem med mit navn)
    Jeg mener ikke have skrevet noget om afvikling tværtimod.
    Heldigvis har bla. værftet fået lov af udvide, de kan jo heller ikke være indenfor deres areal fra de gamle dage.

    Nu er badehotel og golfbane jo kun forslag, og på ingen måde besluttet, eller afhængige af hinanden.

    Jeg begræder også at akutbilen afskaffes, og det vil herved også desværre koste menneskeliv.

    diverse gøgl osv. bør helt klart ikke være i gågaden og man bør stramme op på gågade reglementet, men her er jo en evindelig diskussion.

    H.C. Andersen omtales ofte som en af de første turister, der kom herop, og der da heldigvis sket noget siden. Han roste den friske fisk som blev serveret for ham.
    Her har Ejner Zobbe en pointe, Havnen som ejer fiskepakhusene burde stille som en betingelse i kontrakten at der kun måtte sælges fisk landet i Skagen/Vendsyssel.

    Da man omkring år 1900 byggede nogle af hotellerne og herfra solgte og opfordrede til morskab og indtagelse af alkohol, var der store protester blandt dele af skagboerne. Heldigvis var der nogle som gik mod strømmen, turde satse og troede på udvikling i stedet for at alt skulle være som hidtil.
    Denne tendens ser desværre ud til af fortsætte her 100 år senere, således at man altid ser negativt og pessimistisk på tingene, dræner de gode initiativer for energi og “brokker” tingene ihjel. Dette er afvikling………

    Jeg siger ikke at der ikke er bagsider, ved at vores by skal huse så mange gæster hvert år, men er stadig af den holdning at ved lokal og fælles hjælp kan vi løfte niveauet og skabe en endnu bedre by for os og vores mange glade gæster.

    Slut…….

  • @Thomas Riis.

    Ikke noget i vejen med udvikling, hvis bare der ikke bliver sat lighedstegn mellem det og så afvikling.

    Jeg begræder, man forsøger at tivolisere Sønderstrand, den sidste rest af den så en gang fantastiske strand, og dermed vil tilsidesætte fredningen af området omkring

    Jeg begræder, man vil genetablere det hedengangne Badehotel Grenen med tilhørende golfbane, og dermed vil tilsidesætte fredningen af området omkring

    Jeg begræder, man etablerer en kolos af en bygning ved museet og nedriver et bevaringsværdigt hus

    Jeg begræder, man accepterer musikanter, hue-, hatte- og tingel-tangelsælgere på gadehjørnerne i gågaden om sommeren

    Jeg begræder, man nedlægger akutbilen og spiller hasard med folks liv

    Jeg glæder mig over, størstedelen af erhvervslivet i Skagen er i fremgang, især værfterne

    Jeg glæder mig over, turisterne kommer til Skagen for at se byen, som den er, og som den er fremstillet gennem de sidste mange hundrede år

    Jeg glæder mig over, der er folk i Skagen, der kan se, hvor det bærer hen, og dermed stritter imod

    Jeg glæder mig over, jeg stadig er i stand til at besøge Skagen, og genopleve uberørte minder

    Jeg glæder mig til næste besøg

  • Hvorfor køre ad Havnevej, når man bare lige skal på apoteket eller i banken – det er da meget nemmere at vende kareten med bitte små bakmanøvrer (man skal jo endelig undgå at tonse en gæst ned). Og når kareten er vendt tager det da højst 15 minutter at komme ud på ChrX-vej, så ingen grund til brok.
    De mange dejlige gourmet restauranter på såvel Havnevej som på Toldpieren har jo virkelig løftet madkulturen her i Skagen (man kan jo lige så godt vænne sig til kvaliteten, inden man skal leve af kommunens friske tilbud) – Jesper som eneste positive undtagelse.
    Kunsthåndværkere, gallerier og andet kitch holder vel til, hvor kunderne er, og jeg tror helt ærligt ikke, ret mange af os fastboende ikke kunne finde, hvad vi behøver i Kop&Kande, såfremt gaver indkøbt hos Niels og Torben skulle glimre ved deres fravær.
    Museet bliver da både flot og især prangende, og de fleste skagboer kan da glæde sig over, de ikke er naboer til dette bygningsværk, ligesom de fleste kan glæde sig over, de bor i god afstand fra det forfaldende Rådhus, der engang var byens stolthed.
    Havnedelen, der med den store kapacitet til krydstogtskibe og olietankere formentlig allerede er tilbagebetalt efter kun 150 års drift, giver da os skagboer en ny indsigt i ”lugten af penge”, for fiskelugten er jo efterhånden forsvundet – i det mindste duften af friske fisk – og Skagen har i dag de største duer (tidligere kendt som måger) på hustagene og i haverne.
    Sommer har der jo altid været her i Skagen, og statistisk mere end de fleste andre steder i Danmark. Liv og glade dage ligeså, og det er da helt sikkert glædeligt, at det fortsætter, selvom det skulle blive lidt mere eksklusivt og elitært – vi har jo heldigvis Kompasset, Havnekroen, Linie 74 og ikke mindst 14, 38 og Udsigten, hvor Skagboer (og andre) er lige velkomne – hele året.
    Lokalt fanget fisk og sæler på Grenen er formentlig to glæder, man må vælge imellem.
    Jeg er 100 procent overbevist om, alle skagboer er positive over udvikling i vores by, ikke mindst en udvikling, der tager hensyn til det eksisterende (der jo nok er hovedårsagen til at vores gæster kommer).

  • Godt skrevet og vigtigt pointe.
    Vi må som lokale jo netop selv tage vare på udviklingen af vores by, og dermed løfte i fælles flok. desværre skæmmes debatten jo altid af folk som bare brokker sig….Og hvorfor køre ad havnevej om sommeren(med mindre man bor der, har ærinder eller bare fordi man har retten dertil!!! som eneste grund).
    SÅ i stedet for at tænke negativt over lidt cykler og gående på vejbanen, bør man tænke over hvad positivt vore mange gæster også bringer.

    Jeg glæder mig da over udbuddet af restauranter og butikker, kunsthåndværkere gallerier m.m. hvis størstedel af årsindtægten bliver betalt af vore gæster, og som seriøst forsøger at drive helårsforretning. Disse var her ikke hvis vores mange gæster ikke kom til Skagen.

    Jeg glæder mig meget til at se potentialeplanen, det skal nok blive godt.

    Jeg glæder mig til af se den nye bygning ved Skagens Museum stå færdigt, det bliver så fantastisk.

    Jeg glæder mig til at se den nye havnedel stå færdigt.

    Jeg glæder mig over Bryghuset har fået succes, skabt af lokale og sommergæster (positive mennesker som gjorde noget)

    Jeg glæder mig til at byen igen summer af liv og sommer stemning.

    Jeg glæder mig til vinterture på grenen, hvor man ikke møder andre end en sæl.

    Jeg glæder mig/håber at en dag at sidde i forreste klitrække ved grenen badehotel og drikke kølig hvidvin og spise lokalt fanget fisk.

    Jeg glæder mig til den dag hvor de negative stemmer forstummer og i stedet for kommer med ros tager fat og gør noget positivt for udviklingen i vores by.

    Jeg glæder mig hver dag over at bo i en by hvis succes, både for byen og sig selv er skabt af dygtige, fremsynede nyskabende og positive mennesker.

    Jeg glæder mig!!!!!!

  • Privatisering af fredede strande og dermed mulighed for at købe en is på selv samme strande er åbenbart udvikling. Hvad med at vedligeholde de værdier, vi har, såsom f.eks. Vippefyret og de fredede arealer omkring det. Selv om der er lavet en masterplan for Skagen, går forslagene stadig hjælpeløst i alle retninger, men åbenbart mest i retning af tivolisering.

  • Godt skevet Lene!!!
    Lad os arbejde sammen for udvikling og fremgang, så vi alle kan være her hele året

  • John Nebbelunde

    Kære Lene Kappelborg,
    Denne din bjergprædiken omgivet af ”rosenrøde” skyer burde du nok ha’ afsluttet med et stort AMEN uanset hvem der har skrevet den for dig, som direktør har du sikkert embedsfolk der klarer den slags?
    Du vil gerne, at borgerne hjælper til i dine intentioner for turismen? Det vil jeg da gerne deltage med, du kunne fx oplyse dine kære turister, at ikke alle veje i Skagen er ”gågader” således at det blev muligt for os herboende at komme frem med blot cykler når vi skal ud og handle, man spærrer jo raskvæk for cykling i den tid Skagen ligner en myretue med 50.000 individder. Tag nu fx Havnevej, hverken cyklister eller bilister har en kinamands chance for at komme igennem og man ka’ da ikke undgå at blive lidt irriteret på dette folkefærd du kalder turister.

    Sønderstrand burde du kende min holdning til hvis du bare har fulgt en smule med i debatten her i avisen?

    Skagen Ny havn, – det er helt fint for mig at der kan komme krydstogtskibe og lægge til der, men lur mig om ikke der bliver plads til Tankskibe af passende størrelse ind imellem? Og for din skyld Lene, må de såmænd også gerne komme internationalt ”flådebesøg” til samme nye kajplads, så har turisterne da lidt mere at rende til 😉

    Venlig hilsen

    John Nebbelunde

  • Alt er ikke lyserødt
    stand parken ved sønderstrand blev da skud helt ned og forstår da slet ikke at man accepterede dette stribede livredning tårn nåe ja der blev måske ikke spurgt
    når der laves og arrangeres noget for borgere og turister så er det en kamp at få ud i livet inden man bliver træt
    og vil man have arbejdspladser burde man støtte op om dem både by og havn men nej der har man kun et i hovedet
    nu fik man en fin Havnegade hvor ikke en flise måtte blive ridset men nu er den næsten fyldt med borde og stole stakitter fyldt med reklameskilte
    men vi har fået en fin legeplads trods alt dejligt
    angående AKUTBIL ja håber da folk følger med i hvad de har stemt og hvem der har stem den UD DFs 4 medlemmer i regionrådet kunne ikke få den til at blive alene
    og havn ja nu kommer alle Villys krydstogt skibe så der bliver aldrig et øje tørt , men har søgt mange steder ffor at se hvad de bidbringer havnen og alle de personer der tager imod KR
    men kunne da godt tænke mig turistforeningen satte sig ind i hvad der skete i løbet af året og de drev det ligesom en lille forretning hvor ikke kunder kom af sig selv de kunne da godt høre om der var kommet nogle nye tiltag for jeg tror da dem der arrangerer har rigeligt at gøre
    og skole marken kunne man da bruge til autocamper indtil der fandtes en anden anvendelse det kunne måske give lidt extra i kassen har da hørt de evt godt ville give måske 150kr døgn ja dette kunne da også være de brugte et par kroner i byen mens de nu var her
    ville da gerne høre hvis nogle havde ideer alle ku li , men da vi kom med sønderstrand løv vi da igen og nu med evt det nye hotel har da også fået modvind så eneste mulighed er nok på knæ for Sussi og Leo

  • Helle Christensen

    Dette var et fantastisk godt budskab til os alle fra Lene Kappelborg. Og fine ord. Jeg er helt enig med Lene Kappelborg i dette. Men når det så er sagt, må jeg nok erkende, at jeg indenfor mit eget fag ofte blev præsenteret for mange mål og utallige fine ord, men virkeligheden var desværre en anden. Hvorfor? Jo! Kassen var jo tom.
    Det er da det, vi får at vide igen og igen.
    Jeg har f.eks. aldrig kunnet forstå, at man har været et halvt århundred om at få etableret en legeplads her i Skagen, trods så mange turister igennem årene. Den har vist sig at være et stort trækplaster. Og hvem var det lige, der sponsorerede den?
    I år har man sparet affaldsspandene på Sønderstrand og i stedet opstillet stænkende affaldscontainere. Toiletterne åbnes først til Sct. Hans (her skal også spares).
    Hvad med skolemarken? Hvor finder vi penge til at etablere en P-plads, som er aldeles berettiget.
    Mit ønske for Skagen er, at vi fortsat må udvikle byen i den rigtige retning, men med stor respekt for vores natur, som er helt unik.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Strandparker og udvikling i Frederikshavn Kommune' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger