
Planer om 70 ferielejligheder syd for Aalbæk
12. januar 2015 - kl. 12:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Plan- og Miljøudvalget skal på sit møde den 13. januar bl.a. drøfte planer om opførelse af 70 hotelferielejligheder nær Farm Fun umiddelbart syd for Aalbæk mellem Jerupvej (hovedvejen) og Kattegat.
Der er udarbejdet lokalplan, og der foreligger et langt og detaljeret indsigelsesnotat.
I planerne indgår også opførelse af restaurant og fælles faciliteter. Planerne har i sensommeren 2013 været fremlagt for offentligheden. Der er indkommet 5 indsigelser.
Frederikshavn Kommune har foretaget en såkaldt miljøscreening af planforslaget. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske en egentlig miljøvurdering er påklaget til Miljø- og Naturklagenævnet, hvorfra der tidligst kan forventes en afgørelse til marts.
Teknik- og Miljødirektøren indstiller i sagen, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at lokalplan med tillæg for projektet vedtages med de ændringer, der fremgår af indsigelsesnotatet.
Vejdirektoratet har bl.a. gjort opmærksom på vigtigheden af anlæg af en venstresvingsbane på hovedvejene.
Naturstyrelsen præciserer, at i følge planloven skal eksempelvis ferie- og fritidsanlæg i kystnærhedszonen baseres på reelle behov og realistiske forventninger til udviklingen i den regionale og lokale turisme. Efter Naturstyrelsens opfattelse indeholder redegørelserne til planforslagene ikke kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for yderligere 70 nye fritliggende hotelferielejligheder. Desuden peger Naturstyrelsen på, at ferie- og fritidsanlæg i kystnærhedszonen efter planloven ikke må placeres som enkeltanlæg, der opsplitter ubebyggede kyststrækninger. Indtil det lokalplanlagte sommerhusområde syd for lokalplanområdet er fuldt udbygget, vil de 70 hotelferielejligheder efter Naturstyrelsens opfattelse fremstå som enkeltanlæg.
Danmarks Naturfredningsforening peger på, at en realisering af projektet vil være til skade for de landskabelige herlighedsværdier, som kommunen gerne vil profilere sig på og tillige være i strid med gældende regler og praksis for fysisk planlægning i det åbne land.
Naturfredningsforeningen opstiller 3 spørgsmål i forbindelse med sin indsigelse: ”Hvad vi skal med endnu et kæmpeferiecenter?” ”Er der nogen, der synes det går for godt med Hotel Skagen Strand i Hulsig?” ”Hvorfor tro på at ejeren af Farm Fun vil være bundet op på hotelpligten?”
Bestyrelsen for Grundejerforeningen i Sørig, Raabjerg sogn, gør indsigelse imod projektet, idet den finder, at den voldsomme udnyttelse af et lille område vil påvirke natur og landskab negativt, ligesom det vil være til stor skade for den følsomme og bevaringsværdige natur – herunder landskabet omkring Knasborg Å og det grønklitbælte, der strækker sig fra Jerup Strand og nordpå til Ålbæk. Grundejerforeningen har meget svært ved at se, at projektet ligger i en by og vil kunne anvendes til andre formål, hvis det skulle blive urentabelt.
En nabo er af den opfattelse, at det står lysende klart, at der ikke er tale om et hotelprojekt, men at ansøgeren kun bruger lovgivningen om hotelferielejligheder og sommerhuslovens regler om hoteldrift til at opføre sommerhuse for senere at udstykke og frasælge hotelferielejligheder.
Ønsker man at nærstudere den omfattende lokalplan, tegninger samt det fyldige indsigelsesnotat kan dette link benyttes og derefter scrolle til side 55-110:
Tekst af Per Rye
2 kommentarer til “Planer om 70 ferielejligheder syd for Aalbæk” under annoncerne.
















Det er Naturfredningsforeningens opgave at komme med indsigelser når endnu et kamufleret ejerlejlighedsprojekt skal tromles ind i den danske natur.
Bare vent til kineserne kommer, så bliver der ikke en tot marehalm tilbage.
Naturfredningsforeningen opstiller 3 spørgsmål i forbindelse med sin indsigelse: ”Hvad vi skal med endnu et kæmpeferiecenter?” ”Er der nogen, der synes det går for godt med Hotel Skagen Strand i Hulsig?” ”Hvorfor tro på at ejeren af Farm Fun vil være bundet op på hotelpligten?”
Undrer mig lidt over hvad disse spørgsmål har med Natur at gøre ?
De spørgsmål de stiller har ejeren af Farm Fun vel taget stilling til sammen med sin revisor og andre rådgivere.