
Fotograf Andreas Ryssov.
Aalbæk Skole til landsfinale i Billund
25. marts 2015 - kl. 9:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I fredags den 20. marts deltog Aalbæk Skole med 8 elever fra 3, 5 og 6.klasse i landsfinalen i skoleskak i Lalandia i Billund.
Finalen med deltagelse af 688 elever fra 57 skoler fra hele landet var kulminationen på Skolernes Skakdag, som blev afholdt rundt omkring på landets skoler fredag den 6. februar med deltagelse af ikke mindre end 28.500 elever fordelt på 220 skoler.
Det var en flok forventningsfulde elever, der mødte på skolen allerede 7.30. Nu stod den på 3 timers kørsel mod Billund med en lille pause undervejs.
Straks efter indtjekningen på Lalandia satte de første 4 elever sig ved brættet. Efter denne runde var det så de sidste 4 elevers tur. Sådan skiftedes de til at spille, indtil alle hver havde spille 4 kampe.
Ingen af Aalbækeleverne spiller i klub, og det var første gang skolen deltog i Skolernes Skakdag. Det var derfor noget af en mundfuld for eleverne at møde dygtige modstandere, hvoraf en del havde spillet i klub i flere år, ligesom der mange steder var oprettet skakcaféer på skolerne.
Alligevel klarede eleverne sig pænt med en samlet score på 58 point mod 72 point til Vestfjendsskolens A-hold, der blev Årets Skakskole. Ikke mindst Marcus Hilbrandt Kallehauge fra 3.a kunne være stolt over sin førsteplads i puljen efter 3 sejre og én remis.
Efter sidste kamp var der flotte medaljer og diplomer til alle, men hermed var det ikke slut. Nu overtog Store Nørd, alias Kaare og Emil fra TV´s Ramasjang, scenen. De viste flere vilde fysikforsøg, og bagefter skrev de autografer til alle.
Dagen sluttede med en dejlig tur i Lalandias Aqua Dome. Det var således en flok glade og stolte men også trætte elever, der var tilbage i Aalbæk kl. 20.30.
Læs mere og se billeder på facebook/skoleskak eller instagram/skoleskak
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalbæk Skole til landsfinale i Billund' til en bekendt