
Film – nu også for nyfødte
7. april 2015 - kl. 9:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det kan nogle gange være lidt ensomt at være nybagt mor eller far og blot gå derhjemme på barselsorlov.
Mulighederne for at komme ud er begrænsede, men fra i næste måned er der lidt mere, man kan gå til – og have babyen med, nemlig en tur i biografen.
Mandag 13. april er der for første gang baby-bio i Skagen Bio, og både film og alt det praktiske omkring forestillingen er afstemt efter, at babyerne er med i biografen, fortæller Kia Nielsen fra biografforeningen.
– Lyden fra filmen bliver dæmpet i forhold til en almindelig forestilling, og vi lader lyset i biografsalen være tændt, men dæmpet.
– Der bliver sat et puslebord op i biografsalen, så der der mulighed for at man kan skifte ble på børnene, og der vil være en mikroovn, så man også kan få varmet en flaske, fortæller Kia Nielsen.
13. april vises Disney-filmen Cinderella – Eventyret om Askepot.
Filmen er for voksne, men den er ikke så voldsom, at scener kan forskrække hverken babyer eller de voksne.
I Eventyret om Askepot følger vi unge Ella, hvis far gifter sig igen efter morens død.
Ivrig efter at støtte sin far, byder Ella sin nye stedmor og stedsøstre Anastasia og Drisella velkommen i familiens hjem. Men da Ellas far uventet dør, finder hun pludselig sig selv i en ondsindet ny families nåde. Overgivet til at være en sølle tjenestepige dækket af aske, med det hadefulde nye navn Askepot, kunne Ella meget let opgive alt håb, men alligevel er hun fast besluttet på, at ære sin mors ord på dødslejet: “Fat mod og vær venlig”.
Hun nægter at fortvivle og vil ikke foragte dem, der mishandler hende. Og så er der den flotte fremmede hun møder i skoven… Intetanende om, at han er en rigtig prins og ikke bare en lærling fra slottet, føler Ella endelig hun har mødt en åndsfrænde.
Det lader til hendes held er ved at vende, da slottet inviterer alle unge piger til bal. Ella håber på at møde den charmerende Kit igen, men ak, hendes stedmor forbyder hende at tage af sted og river Ellas kjole i stykker.
Men som i alle gode eventyr, er hjælpen på vej da en venlig tiggerkone dukker op, og med et græskar og nogle få mus, ændrer hun Askepots liv for altid.
Billetprisen til baby-bio er den almindelig billetpris, men der skal naturligvis ikke betales for babyerne.
Der bliver babybio i Skagen Bio igen mandag 4. maj. Derefter der er pause til september.
Askepot må i den moderne udgave af eventyret igennem lige så meget ondt, som i det det oprindelige eventyr, inden alt se ud til at blive godt. Her en scene fra filmen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Film – nu også for nyfødte' til en bekendt