Flot fremmøde til Grundlovsfest

7. juni 2015 - kl. 8:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Blandt de næsten 200, der deltog i Bytingets grundlovsfest var der en enkelt mand, der dristede sig til at sige: ”Det var fint, at kvinderne for 100 år siden fik stemme- og valgret, men var det nu også nødvendigt at give dem taleret?”.

Journalist Kirsten Jacobsen, grundlovsfestens hovedtaler, gav ham straks svar på tiltale. Det skete umiddelbart efter, at Skagen Egnspil havde bemægtiget sig scene og talerstol med et optog udklædt som kvinderne i 1915 og med utilfredse mænd i følget. Alle kvinder iført hvidt tøj med et rødt skærf og for Kirsten Jacobsens vedkommende desuden blå strømper. Det var før rødstrømpernes tid.

Kirsten Jacobsen citerede bl.a. Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Medier for følgende: ”Ruth (Lisbeths mor) var så dygtig i skolen, at hun fik friplads til mellem- og realskolen. Det var på trods af faderen, at hun overhovedet fik en uddannelse, for han mente, at det var helt overflødigt med al den lærdom.

For at sætte trumf på troppede hans familie op i skikkelse af faster Nora for at kommandere Valborg(Lisbeths mormor, og Ruths mor) til at sende Ruth ud at tjene. Valborg stod med en karklud i hånden, vred den eftertrykkeligt og sagde en gang for alle NEJ til sin mands familie. Om hun så skulle vaske trapper resten af sit liv, skulle hendes ældste i datter have sin realeksamen”.

I København talte hendes Majestæt Dronning Margrethe næsten samtidig og berettede bl.a. følgende fra sin farfars (Christian den X) modtagelse af en deputation af kvinder, der kom for at sige tak, fordi han havde skrevet under på den lov, der gav dem stemme- og valgret: ”Ja, jeg synes nu hellere De skulle gå hjem og lave kaffe til Deres mand”, skal kongen have repliceret.

Tilbage til Skagen fortalte Kirsten Jacobsen om, at nutidens kvinder står på skuldrene af blåstrømperne, men at der såvel herhjemme som i verden omkring os endnu er mange kampe at kæmpe, før ligestillingen mellem mænd og kvinder er i mål.

Så ”brug nu jeres stemme med stolthed og glæde. Alt skifter, alt udvikler sig og er foranderligt – heldigvis, men vi er ingenting uden dét, der var. Vi er heller ingenting uden dem, der var her – engang. Og kom så. Livet venter!”, sluttede Kirsten Jacobsen.

Herefter var der musik og fællessang, som de 2 unge i Attention Please uden mindste forberedelse spillede til, og som Mette Hust – inden nogen fik sig set om – havde samlet sangere fra diverse kor i byen til at synge for på. Det var både smukt at se mod himlen og høre sangen: Det er i dag et vejr – et solskinsvejr. For det var det!