
Fortæl hvordan du vil bo næste år og vind gavekort
7. oktober 2015 - kl. 6:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hvordan vil du bo næste år?
Frederikshavn Kommune kalder på borgernes hjælp til at få mere viden om, hvilke boligtyper der er attraktive, og hvilke boligtyper der er behov for i fremtiden. 6.600 har allerede svaret.
I løbet af sidste uge udsendte Frederikshavn Kommune 49.300 spørgeskemaer til alle borgere over 18 år. 13 procent af de borgere, der har modtaget spørgeskemaet (dvs. 6.600) har allerede besvaret spørgeskemaet.
Fremtidens boligmarked
Undersøgelsen skal tegne et billede af, hvilke boliger der efterspørges, og hvordan det fremtidige boligmarked skal se ud. Attraktive boliger er sammen med gode arbejdspladser, mangfoldige kultur- og fritidsaktiviteter, et spændende handelsmiljø og unik natur med til at gøre kommunen attraktiv for dem, som allerede bor her, men også for dem, som overvejer at flytte hertil.
Dit svar tæller
Alle svar, der kommer ind, tæller i det store billede. Jo flere besvarelser, jo mere tydeligt billede får vi, og jo bedre muligheder får vi for at skabe et attraktivt boligmarked i Frederikshavn Kommune. Det er enkelt at besvare spørgeskemaet digitalt via sin computer.
Fakta
Spørgeskemaet er udsendt via digital post i løbet af uge 40, og der er svarfrist den 12. oktober. Blandt alle besvarelser trækker vi lod om tre gavekort á 500 kroner.
Borgere, der ikke har e-boks, har mulighed for at få spørgeskemaet tilsendt ved at kontakte Bente Jochumsen på tlf. 98 45 50 32 eller mail: bejo@frederikshavn.dk.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fortæl hvordan du vil bo næste år og vind gavekort' til en bekendt