
Hovedrollerne i Our Kind Of Traitor spilles af Ewan McGregor og Naomie Harris, som her ses i en scene fra filmen.
Engelsk thriller og svensk humor i Biografen
30. maj 2016 - kl. 6:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio byder i næste uge på to nye vidt forskellige film.
Tirsdag 7. juni er der premiere på den engelske agent-thriller Our Kind Of Traitor, der er baseret på en agent-roman af John le Carré.
På en ferie til Marrakech møder det almindelige, britiske par Perry og Gail (Ewan McGregor og Naomie Harris) den karismatiske russer Dima (Stellan Skarsgård), som beder om hjælp til at viderebringe hemmelige informationer til den britiske efterretningstjeneste.
Parret indblandes dermed i et farligt spil med international spionage og beskidt politik, der fører dem rundt i Europa og i armene på en kynisk MI6-agent (Damian Lewis).
Torsdag gælder det den svenske dramatiske komedie En Mand der hedder Ove.
Det er en charmerende, skæv og underholdende film, om den sure ældre mand i kvarteret. En historie, der skaber sit helt eget univers, og samtidig kniber en sandhed eller to om vores tid og samfund ud imellem morsomhederne.
Ove er 59 år. Folk kalder ham bitter og en nabos værste mareridt.
Men Ove, som spilles af Rolf Lassgård, er ikke bitter, bare fordi han ikke smiler fra morgen til aften.
Der er i øvrigt heller ikke meget at grine af, når Ove hver morgen står tidligt op og går en inspektionsrunde i kvarteret og flytter cykler, rusker i låste døre og kvalitetstjekker naboernes affaldssortering i skralderummet.
Men under huden på den rigide regelrytter findes en historie og en sorg.
Og den dag, hvor den højgravide og temperamentsfulde Parvaneh og hendes familie flytter ind i rækkehuset overfor, og parallelparkerer baglæns lige ind i Oves postkasse, bliver begyndelsen på en morsom og rørende historie om værdien af kvalitetsværktøj, uventet venskab, kærlighed, herreløse katte og kunsten at bakke med en anhænger.
Filmen er baseret på Fredrik Backmans bestseller af samme navn.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Engelsk thriller og svensk humor i Biografen' til en bekendt