
Jens-Christian Wandt fylder 50 år
30. oktober 2016 - kl. 6:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hans bedste ven kalder ham en finkulturel gøgler. En rammende titel når man ser på den store porteføljer af kulturelle tiltag han slæber rundt med i bagagen.
Vesterbro
Jens-Christian Wandt er født og opvokset på Vesterbro i København. Det var dog ikke Vesterbro der kom til at præge barndommen synderligt meget. Skolegangen foregik på Frederiksberg og siden Sankt Annæ Gymnasium i Valby, og uddannelsen som operasanger tog han på Hamborgs Musikhochschule. Men debuten i 1995 foregik på Vesterbro – på Det Ny Teater, et stenkast fra barndomshjemmet på Gasværksvej, i rollen som Doktor Falke i Strauss-operetten Flagermusen.
Sunget i ind- & udland
Titlen som operasanger har han beholdt også selvom det har været så som så med operaens roller. Men koncerterne har der været mange af i både ind- og udland, i kirker, koncertsale, musikforeninger, og i mange forskellige sammenhænge. Jens-Christian har bl.a. optrådt i Sydneys operahus, på Gran Liceu i Barcelona, i Queen Elizabeth Hall i London og i Berwaldhallen i Stockholm. Han har sunget med alle de danske symfoniorkestre, og sammen med Sigurd Barrett og DR Symfoniorkestret præsenterede han opera for børn i udsendelserne ”Sigurd & Operaen” – hvor han var inden i giraffen Don Bravissimo og også kunne opleves som sanglæreren Professor Crescendo.
Når det officielle Danmark samles medvirker Jens-Christian ofte som sangsolist. Han har således flere gange sunget både ved Gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning, Flagdagen, Kirkeministerens Julekoncert, Dronning Margrethes Regentjubilæum og andre højtideligheder i Kongehuset.
Hamlet, Pirelii…
Som syngende skuespiller har Jens-Christian Wandt optrådt på bl.a. Gladsaxe Teater, Nørregade Teatret i Maribo, Hamletscenen på Kronborg i Helsingør – hvor han spillede Kong H. i monologen ”Kong H.s univers, og på Aarhus Teater hvor han spillede Pirelli i musicalen Sweeney Todd.
Jens-Christian har udgivet tre album. Et soloalbum med danske sange som udkom i 2009, et julealbum med titlen ”Jul i Skagen” (2010) som han indspillede sammen med sopranen Ditte Højgaard Andersen og Holmens Kirke Kantori under ledelse af Jakob Lorentzen, og albummet ”Sommer i Skagen” (2012) hvor bl.a. også cellisten Andrea Brantelid og violinisten Christina Åstrand medvirker.
Verdensballetten, Skagen & Prins Henrik
Siden 2008 har Jens-Christian delt sit liv mellem hovedstaden og Nordjylland. Han er arrangør af julekoncerter og nytårskoncerter i Skagen og var også med til at skabe byens kulturfestival ”Blå dage i september”. Mest kendt er dog hans Verdensballet som fik premiere ved Den Tilsandede Kirke sommeren 2008 og som siden – med Skagen som base – har udviklet sig til en tilbagevendende kulturel begivenhed for hele Danmark. Denne sommer præsenterede Verdensballetten 6 forestillinger i Danmark og Tyskland med en række af verdens fineste balletdansere – solodansere fra The Royal Ballet of London, Mariinksij Balletten i St. Petersborg og Staatsballett Berlin.
I 2014 var Prins Henrik en del af det kunstneriske hold bag Verdensballetten, da han sammen med lydkunstneren Katrine Ring skabte lydbilledet til balletten Côte a côte.
Verdensballetten inspirerede de 11 nordjyske kommuner til deres kulturelle handlingsplan 2013-16 med titlen ”Det overraskende møde” og ”alternative arenaer”. I 2012 fik Jens-Christian tildelt Frederikshavns Kommunes Kulturpris og i 2016 blev han af Frederikshavns Borgmester Birgit Hansen udnævnt til Ambassadør for Skagen.
Ole Møgdahl, Melodi Grand Prix & Kongehus
Jens-Christian har aldrig været bange for at afprøve andre platforme i kulturlivet. Selv siger han det er nysgerrigheden der driver værket. Således har han bl.a. været programvært på kulturprogrammet ”Livs-Wandt” på den tidligere nyhedsradio 24/7. Han var stemmen bag satire-figuren Ole Møgdahl som hærgede morgenfladen på The Voice i 2003 og 2004, han stod bag pop-gruppen ”Lighthouse X” som i 2016 vandt det danske melodi grand prix, og som ”Kongehus-ekspert” var han blandt DR.s kommentatorer ved Dronning Margrethes 75 års fødselsdag.
Debattør og menighedsrådsmedlem
Som skribent har Jens-Christian optrådt i både aviser og magasiner. Som ivrig debattør har han kritiseret kulturmødet på Mors for ikke at have nok kunstnere med i de vigtige debatter, på Folkemødet var han af organisationen ”Landbrug og fødevarer” inviteret til at debattere Landbrug og Kultur, og netop nu er han aktiv i kampen mod lukningen af politistationen i Skagen.
Siden 2008 har Jens-Christian været medlem af menighedsrådet ved Vangede Kirke i Gentofte, han sidder i Schrøder-Finnerup-Legatet´s bestyrelse, er ambassadør for organisationerne Barndrømmen, AIDS-Fondet, og Børn, unge & Sorg og fik i 2001 tildelt Dronning Ingrids mindemedalje.
Privat lever han sammen med designeren Rasmus Rust Bergstrøm og bor i Vangede i Gentofte nord for København.










_1_1_1.jpg)






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jens-Christian Wandt fylder 50 år' til en bekendt