Kommunen vedtager ny procedure for byggesag behandling
20. januar 2009 - kl. 9:34 - af Hans Chr. Andersen
Det er behandlingen af byggesager hvor bevaringsværdige huse indgår, at proceduren bliver mere restriktiv. Følgende kan læses i det seneste referat fra Plan- og Miljøudvalgets møde.
Sagsfremstilling
I forbindelse med Plan- og Miljøudvalgets sidste møde den 2. december 2008 og behandlingen af Søren Skomagers Vej 5 blev det besluttet at fastlægge ny restriktiv procedure i forbindelse med byggesagsbehandlingen af bevaringsværdige bygninger i kommunen.
Gældende plangrundlag mv.
For at afdække vores muligheder for at iværksætte en restriktiv procedure må vi som det første se på de nuværende registreringer af de bevaringsværdige bygninger i form af kommuneplantillæg, lokalplaner, kommuneatlas, m.v. Herefter må vi vurdere vores hjemmelsgrundlag.
Status for de tre gamle kommuner:
Gl. Frederikshavn:
Der blev udarbejdet kommuneatlas i 1999 og efterfølgende i 2006 et kommuneplantillæg nr. 85 hvorefter bygninger med bevaringskarakteren 1 – 4 jf. SAVE ** registreringen er medtaget.
Herudover kan der for nogle af områderne med bevaringsværdige bygninger være udarbejdet lokalplaner med bestemmelser om ombygninger og renoveringer af disse bygninger. For de bevaringsværdige bygninger der ikke er omfattet af en lokalplan gælder, at det alene er byggelovgivningens regler og ejerens egne beslutninger der bliver afgørende for den enkelte ombygnings omfang og karakter.
En bygning omfatte af ovennævnte kommuneplantillæg må ikke nedrives, før anmeldelse om nedrivning har været offentligt bekendtgjort jfr. Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Herefter kan byrådet vælge efter planlovens § 14 at nedlægge forbud mod nedrivning. Såfremt der nedlægges forbud skal det naturligvis iagttages, at lokalplan skal udarbejdelse indenfor 1 år og evt. overtagelsesforpligtigelse efter planlovens § 49.
Gl. Skagen
Der blev i 2000 udarbejdet et kommuneatlas for hele kommunen. Det primære sigte med dette atlas er, at skabe et godt grundlag for det videre planlægningsarbejde i kommunen for de bevaringsværdige bygninger og kulturhistoriske værdier. De bevaringsværdige bygninger er ligeledes her udpeget efter SAVE** registreringen.
Atlasset er et selvstændigt dokument uden forankring i kommuneplan m.v.
Herudover er der udarbejdet en bevarende lokalplan nr. 5 fra 1979 – for stort set hele Skagen Bymidte ?? – af bestemmelserne i planes § 3 fremgår under bevaring af eksisterende bebyggelse, at ”bebyggelse indenfor området må kun med byrådets tilladelse nedrives, ombygges eller på anden måde ændres”.
De bevaringsværdige bygninger der ikke er omfattet af lokalplan nr. 5 eller anden supplerende lokalplan, er det som udgangspunkt byggelovgivningen og ejerens egne beslutninger der i disse tilfælde regulerer den enkelte ombygnings omfang og karakter.
De bevaringsværdige bygninger der ikke er omfattet af fx en lokalplan har vi kun mulighed for at regulere i forbindelse med den daglige byggesagsbehandling og denne vej rundt gribe ind og evt. nedlægge § 14 forbud i henhold til planloven.
Gl. Sæby
I Sæby kommune er der ikke gennemført en udpegning af bevaringsværdige huse i henhold til SAVE** registreringen.
Dette betyder, at de bygninger vi formoder i den daglige byggesagsbehandling evt. kan være bevaringsværdig efter 1 – 4 karakter skal ”fanges” i.f.b. sagsbehandlingen.
Såfremt bygningen opfanges i.f.b. sagsbehandlingen kan vi igen anvende planlovens § 14 og anvende denne som virkemiddel i den videre ombygning for den aktuelle ejendom.
For Sæby er der i 1968 udarbejdet en bevaringsplan af nationalmuseet for den østlige del af Søndergade . Planen er et selvstændigt dokument uden forankring i kommuneplan m.v..
**SAVE metoden bygger på en række kriterier – arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi og originalitet og tilstand. Den samlede bevaringsværdi angives herefter på skala fra 1 til 9 hvor 1 en den højeste værdi. I Gl. Frederikshavn og Gl Skagen kommune er alle bygninger med bevaringskarakteren 1,2,3,og 4 blevet registreret i form af henholdsvis et kommuneplantillæg og et kommuneatlas
Udover de bevaringsværdige bygninger findes de egentlig fredede bygninger og det er her Kulturarvstyrelsen der skal godkende evt. om- og tilbygninger.
Ud fra ovennævnte plangrundlag kan der således KUN opstilles en restriktiv procedure for de bevaringsværdige bygninger der er omfattet af en egentlig lokalplan (fx nr. 5) eller bevaringsværdige bygninger vi opfanger i den daglige byggesagsbehandling – med planlovens § 14 som virkemiddel/hjemmel. Se forslag til procedure i bilag.
Planlægningsmæssige overvejelser
Der er p.t. udarbejdet kommuneatlas for bevaringsværdige bygninger i gl. Frederikshavn og gl. Skagen kommuner, men dette arbejde mangler p.t. i gl. Sæby kommune. Registreringsarbejdet for gl. Sæby kommune kunne evt. iværksættes og der kunne herefter udarbejdes en samlet lokalplan for de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i hele kommunen.
Teknisk Forvaltning indstiller, at
- den beskrevne procedure godkendes,
- og at SAVE** registreringen for gl. Sæby Kommune igangsættes 2010
Beslutning Plan- og Miljøudvalget den 13. januar 2009
- Indstillingen tiltrædes.
3 kommentarer til “Kommunen vedtager ny procedure for byggesag behandling” under annoncerne.
Det er faktisk et udmærket spørgsmål, du stiller, Phm. Så får jeg lejlighed til at fortælle, hvad vi som forening har arbejdet for, nemlig at søge den indflydelse, vi kan få, for at forsøge at bevare det Skagen, vi er mange, der holder af. På det seneste har der været nogle sager, hvor forvaltningen desværre har givet byggetilladelser for hurtigt og på et for spinkelt grundlag.
Vi har intet ønske om eller kompetence til, og kan ikke lovligt få det, at være byggesagsbehandlere.
Vi har tværtimod foreslået, at foreningen f.s.v.a. bevaringsværdige huse, gøres til part i byggesager, hvorved kommunen ikke kan træffe endelig beslutning, før vi er hørt.
Dette skulle gerne betyde, at tempoet nedsættes, at sagerne oplyses bedre, og at kommunens afgørelser bliver mere saglige.
Vi har endnu ikke modtaget kommunens udspil.
Med venlig hilsen Inger
Hvem behandler byggesager i Skagen? Er det byggesagsbehandlerne eller er det Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen?
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne havde foretræde for udvalget på samme møde.
Vi drøftede mulighederne for et samarbejde mellem kommunen og foreningen, et samarbejde, der skal imødekomme interessen hos begge parter for en bedre bevaring af vore kulturmiljøer og gamle huse.
Udvalget besluttede, på baggrund af drøftelsen, at bede forvaltning om at udarbejde forslag til samarbejde med vores og lignende foreninger.
Venlig hilsen
Inger, vikarierende formand.