En lille del af Banegårdshaven sikres nu for eftertiden
12. februar 2009 - kl. 9:13 - af Hans Chr. Andersen
Plan og Miljøudvalget behandlede et nyt lokalplanforslag for “Banegårdshaven” på det seneste møde, og her blev det besluttet at fremlægge en ny plan i offentlig høring i perioden fra d. 11. marts til d. 6. maj 2009.
Lokalplanen omfatter et 325 kvm område i den vestlige del af det grønne område ved Banegården.
Fra referatet fra udvalgets møde kan der læses følgende:
Forslag til Lokalplan nr. SKA.241.G, – Grønt areal ved Banegårdspladsen i Skagen
Sagsfremstilling
Frederikshavns Byråd besluttede i forbindelse med vedtagelsen af lokalplanerne SKA.200.C1-C4 for Skagen Bymidte i december 2008, at fastholde den vestligste del af Banehavens areal som grønt område. Lokalplanen sikrer arealets samhørighed med Banehaven og områdets fremtidige status som rekreativt, grønt område.
Lokalplanen omfatter et ca. 325 m2 stort areal (del af Banehaven), grænsende op til det nuværende vej- og parkeringsareal på Banegårdspladsen.
Området fastholdes som offentligt tilgængeligt område med offentlige, rekreative aktiviteter. Området skal henligge ubebygget med mulighed for opstilling af mindre tekniske anlæg bænke, borde mv. til områdets rekreative anvendelse.
Området er omfattet af kommuneplanens lokalplanrammer for centerområdet med mulighed for anvendelse til diverse centerformål, herunder rekreative, grønne formål. Lokalplanen er derfor i overensstemmelse med gældende kommuneplan 2005 for tidligere Skagen kommune.
Foto: Det er kun en lille del af det grønne område som er medtaget i det nye lokalplansforslag. Klik på foto for at forstørre det
Desuden er området omfattet af gældende Lokalplan nr. SKA.100.C.10, der udlægger området til blandede centerfunktioner, herunder også bebyggelse mv. Ved lokalplanens endelige vedtagelse og offentliggørelse ophæves Lokalplan nr. SKA.100.C.10 for lokalplanens område.
Miljømæssige konsekvenser
Af Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer fra 21. juli 2004 fremgår det, at planer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal miljøvurderes.
I forbindelse med offentliggørelsen og behandlingen af centerlokalplanerne SKA.200.C1-C4 for Skagen bymidte, hvorunder også dette lokalplanområde hørte, viste miljøscreeningen, at der ikke var behov for en nærmere vurdering af miljøkonsekvenserne. Det vurderes derfor, at en fornyet miljøscreening ikke er nødig.
Teknisk Forvaltning indstiller, at
· Plan- og Miljøudvalget anbefaler byrådet at fremlægge Lokalplanforslag nr. SKA.241.G i offentlig høring i perioden fra den 11. marts 2009 til den 6. maj 2009
Beslutning Plan- og Miljøudvalget den 10. februar 2009
Indstillingen tiltrædes.
5 kommentarer til “En lille del af Banegårdshaven sikres nu for eftertiden” under annoncerne.
Hej Inger
Mange tak for opklaringen – det lyder rigtig godt at kommunen lyttede og jeg er sikker på, at vi er mange der nok skal holde øje med lokalplanen.
Det er pudsigt så stærkt jeg føler for byen her, på trods af at jeg ikke må kaldes skawbo af de “rigtige” skawboer og at jeg “kun har boet her i 5½ år.
Men det vel at gøre med det faktum at jeg har følt mig så velkommen – så er det alt andet lige nemmere at holde af =D
Mange hilsner
Mette
Da de 5 lokalplansforslag var til høring, kunne man læse, at en bygherre havde ønske om at bebygge den vestligste del af Banehaven. Godt 300 protesterede mod dette og Byrådet lyttede og besluttede, at hele Banehaven skal bevares.
Dette kræver imidlertid en ny lokalplan, ganske efter lovgivningen. Der kan her ske det, at der kommer nye forslag for området, så det er om at være opmærksom, når lokalplansforslaget påny bliver sendt i høring.
Remiseområdet blev også taget ud, men vil formodentligt indgå i den kommende Kommuneplan 2009-2020, hvor en pixiudgave kan læses på Frederikshavn kommunes hjemmeside, http://frederikshavn.odeum.com/
Venlig hilsen
Inger Kempff-Nordkap.
Vikarierende formand for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg sogne.
Citat fra Lokalplan SKA.200.C2:
“Øst for Banegården ligger Banehaven. Banehaven ønskes bevaret som en lille grøn oase, der sammen med den synlige beplantning i de private haver er med til at sætte præg på midtbyen”.
Gennemskuelig taktik! “Når man rækker f….. en lillefinger, så..
det er vist hvad der sker. Behov for stemning og miljø kan nye, tomme butikker vist ikke opfylde.
Enig med Mette!
Ikke forstået – hvad skal der ske med resten? De fjerner vel ikke anlægget? Der er ikke så meget grønt i byen i forvejen, så der skal forhåbentlig ikke fjernes mere!
Mette