Lån et blodtryksapparat på Skagens Bibliotek
26. februar 2009 - kl. 8:23 - af Hans Chr. Andersen
Er dit BLODTRYK i orden? I Danmark er der mere end 1 million voksne, der har for højt blodtryk. Det er desværre således, at kun ca. halvdelen ved det. Ved forhøjet blodtryk øges risikoen for at få hjertekredsløbssygdomme, herunder blodprop i hjernen eller hjerneblødning, kaldet apopleksi – eller populært kaldet slagtilfælde.
I langt de fleste tilfælde er tilstanden forhøjet blodtryk helt symptomfri – og det er kun ved meget svært forhøjet blodtryk, der vil være symptomer som hovedpine, åndenød, brystsmerter. Der er derfor kun én måde at erkende, om man har forhøjet blodtryk, nemlig at det bliver målt.
Blodtrykket kan man få målt hos lægen, men med de moderne apparater til måling som findes i handelen, kan man også selv tage affære.
Nu kan man låne et blodtryksapparat på biblioteket og kontrollere om alt er, som det skal være.
Apparatet er meget nemt at bruge, og man kan låne det i 28 dage. Det anbefales af såvel Hjerne- som Hjertesagen.
På biblioteket kan man selvfølgelig også låne bøger om forhøjet blodtryk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lån et blodtryksapparat på Skagens Bibliotek' til en bekendt