Trængsel og fulde huse – Skagen lokalhistorisk forening

Trængsel og fulde huse – Skagen lokalhistorisk forening

27. februar 2009 - kl. 8:21 - af

Årets gang i Skagen Lokalhistoriske Forening. Formanden for Skagen Lokalhstoriske Forening, Gunnar Bagh, kunne onsdag aften byde velkommen til en snes af foreningens medlemmer, der var mødt frem til den ordinære generalforsamling i Tinghuset.

Arkivfoto fra tidligere arrangement i Tingshuset

Uden modkandidater blev Peter Madsen valgt til dirigent. Han konstaterede efter et hastigt blik i dagspressen, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, og gav ufortøvet ordet til formanden, der fortalte om det forgangne år i foreningen, hvor man hyppigt havde oplevet trængsel og fulde huse ved arrangementerne.

Da Jørgen Johansen i september fortalte om “40 år i Vestre Opsyn” fik man dog i sidste øjeblik flyttet foredraget til biblioteket, hvor 150 tilhørere lyttede til beretningerne om dagliglivet i plantørboligen.
Tidligere på året havde Thorkild Vejen holdt 2. del af sit foredrag om Skagen i 50’erne. Begge foredrag er siden blevet skrevet sammen til publikationen “Lussinger og Læderhalse”, der udkommer til foråret.
Stor success havde foreningen også med nogle Torsdagskaffemøder, hvor man helt uforligtende kiggede på fotografier fra Gunnar Mathiesens arkiv.

Med et par af byens købmænd har man haft et sonderende møde, der forhåbentlig snart munder ud i et større arrangement om de mange kolonialhandlere i Skagen.
Det årlige møde på Skagen By- og Egnsmuseum blev skubbet til november, hvor museumsinspektør Morten Karnøe Søndergaard fortalte om udstillingen af galionsfigurer.

Jens Mølbak tryllebandt forsamlingen over to dage, hvor han fortalte slægtshistorie med rod i den ydmyge del af Vesterby under overskriften “Den Engelske Sømand”.
Den årlige udflugt gik Kristi Himmelfartsdag til Løkken, hvor man beså Løkken Kunstsamling, Løkken Museum, Løkken by og Løkken Bryghus.
I december afviklede man som sædvanlig “Jul i Tinghuset”, hvor man samtidig kunne præsentere den længe ventede bog om “Skagen Ting-, Raad- og Arresthus”.

Senest har foreningen budt på billedkavalkaden “Fra Mindestøtten til Bilholdepladsen”.
Forsamlingen diskuterede problemerne med den manglende plads ved arrangementerne. Skal der opkræves entré? Skal man kunne hente adgangskort? Skal det være billigere for medlemmer? Skal der være adgang for alle? Skal man lave udendørs arrangementer om sommeren?

Kasserer Erik Skougaard nævnte eksempler på hvad de faktiske udgifter kan løbe op i ved arrangementerne. Udgifterne harmonerer ikke helt med kontingentbetalingen.
Det blev pålagt bestyrelsen at arbejde videre med problematikken, hvorefter beretningen blev godkendt.

Erik Skougaard, der har fungeret som kasserer siden 1991, fremlagde og fik godkendt det reviderede regnskab, som viste et komfortabelt overskud på 6002,48 kr, og i øvrigt var der genvalg over hele linien, hvilket vil sige, at foreningen også fremover ledes af Gunnar Bagh, Erik Skougaard, Birthe Bolvinkel, Peter Lundholm, Søren Raaberg-Møller og Hans Nielsen.

Den 25. marts ruller foreningens billedkavalkade videre ad hovedgaden, hvor man vil kigge nærmere på strækningen fra Gartner Bjørnsbæk til Købmand Møller. Billedkavalkaderne afvikles også i sommersæsonen, forhåbentlig til glæde for mange af byens gæster. Foreningen satser på at kunne deltage i fejringen af Det Grå Fyrs 150 års fødselsdag – som ganske vist er overstået, men endnu ikke afholdt.
Den 21. maj går turen til Bunkermuseet i Frederikshavn. Endvidere satser man på et Købmandsmøde og flere Torsdagskaffemøder. Der vil altså fortsat være mange gode arrangementer i Skagen Lokalhistoriske Forening.

Medlemskab tegnes ved henvendelse til bestyrelsen eller i Tinghuset, og er – også efter generalforsamlingen – rystende lavt: 40 kr årligt for enkeltpersoner, 70 kr for par.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Trængsel og fulde huse - Skagen lokalhistorisk forening' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger