Hovedgaden – fra Gartner Bjørnsbæk til Købmand Møller
6. april 2009 - kl. 9:03 - af Hans Chr. Andersen
En rask billedkavalkade i Tinghuset med fiffige kommentarer fra sidelinien. Skagen Lokalhistoriske Forenings vandring fra Bjørnsbæk til Møller for nylig blev desværre kun af kort varighed.
Teknikken drillede, så man måtte indstille skydningen og aflyse arrangementet. Nu skulle alt atter være på plads og man er klar til en virtuel vandring på etapen der dækker den helt centrale del af købstadens butiksliv.
Her lå købmand Jensen og guldsmed Spetzler, småtingsforretningen “Reseda”, apoteket, Karstens Hotel og Skagen Højskolehjem. Her blev Viggo Hansen skudt, og her sloges skagboerne med de bohuslänske stenslagere. Her var frugtforretningen “Iris” og byens to biografbygninger. Skagens Mejeri og Magasin du Nord passeres.
Der bliver altså rigeligt at snakke om, hvis man møder op onsdag den 15. april i kl. 19.30 i Tinghuset og kigger med, når der bliver bladret i fotografialbummet
Alle får lov til at give deres besyv med, og samtlige deltagere inklusive arrangørerne bliver med garanti klogere på denne del af byen.
Der er gratis adgang til forestillingen, men pladsen er som bekendt begrænset af rådstuens fire vægge. Som noget nyt kan man nu bestille billet, så man er sikker på at få en plads. Billetbestilling sker på tlf. 98 44 28 22.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hovedgaden - fra Gartner Bjørnsbæk til Købmand Møller' til en bekendt