Ny udstilling i Det hvide fyr “Memories from Skagen”
13. juli 2009 - kl. 7:29 - af Hans Chr. Andersen
I uge 29 udstilles en fotoserie ”Memories from Skagen” (Minder fra Skagen) i det Hvide Fyr, serien er skudt af hobby/kunst fotografen Jørn Egholm Jensen fra Skodborg.
Memories from Skagen er utraditionelt syn på skibene. Lette forfriskninger fra Skagen havn og omegn, krydret med sol og saltvand.
Udstillingen i det Hvide Fyr består af op mod 50 fotos, mange af billederne rummer detaljer fra stævnen af skibe i Skagen havn, men enkelte af billederne er også fra det kendte miljø på og omkring havnen.
Jørn Egholm Jensen er 42 år gammel, og har siden han var 13 år interesseret for fotografering. Som mange andre fra den generation har han været hele turen igennem og stået i ildelugtene mørkekamre og for selv at fremkalde film og billeder i sort-hvid. I dag foregår det med digital spejlreflekskamera.
På trods af undervisningen de første år betegner han sig stadig som autodidakt og hobby fotograf.
Kameraet står for det meste på automatik da billedet ikke opstår i hovedet og ikke i kameraet.
Jørn har udviklet sin egen ”Foto-dogme” teori, som i alt sin enkelthed går ud på at det eneste bearbejdning der tillades er at ændre fra farve til sort-hvid, alt andet betegnes som manipolering og er ikke tilladt.
Sammen med Jørn udstiller Ulla Egholm glaskunst og rakubrændt keramik.
Ulla har arbejdet med glaskunst siden 1999 og med keramik siden 2001. Hendes værker er både skulpturer, billeder, smykker og brugsting. Det vigtige i arbejdet med begge materialer er, at hver enkelt ting er unika, hvor der kun findes en af hver.
I billederne, som er ikonlignende er der brugt utrolig mange forskellige materialer. Der er glas, keramik, skrot, cement, maleri og tekst i billederne. De skal appellere til øjet og sjælen og samtidig skal der både være harmoni og flere oplevelser at få, når man kigger på dem.
Nogle af skulpturene er inspireret af livet i Skagen, mens andre er inspireret af de møder Ulla har haft, når hun har besøgt andre lande med sit kamera under armen. Der er etniske kvinder, posemænd og damer, ruiner og smukke skåle inspireret af mytologien. ”Der er så meget at forundres over i livet og så meget at glæde sig over at se” er mottoet, når Ulla går i gang i sit værksted.
Kom og oplev dem i ”Det hvide Fyr”. Samtidig med udstilling får du mulighed for at komme til tops i det 19 m høje fyr og se Skagen fra oven.
Mandag den 13. Juli kl. 19 er der fernisering af udstillingen. Her vil Ulla og Jørn servere et glas kold hvidvin og lidt tapas.
En kommentar til “Ny udstilling i Det hvide fyr “Memories from Skagen”” under annoncerne.
Kære Ulla.
Jeg vil lige ønske dig en dejlig kunstuge i Hvide Fyr, håber du får mange kontakter og skønne oplevelser.
Vi ses til November sendt med kreativ og kærlig hilsen fra
Niels Poplens http://www.poplens-art.dk