Kulturraketten: Skagen i halvfjerdserne
11. september 2009 - kl. 0:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– set gennem Johs. Bindslevs optik. Er halvfjerdserne historie? For nogle forekommer perioden at have fundet sted i forgårs, men vi skal jo faktisk næsten 40 år tilbage for at komme til starten af det syvende årti i det tyvende århundrede.
Én af dem, der har været med til at fastholde 70’erne er Johs. Bindslev, tredie generation i avis- og bogtrykkerdynastiet, der fra 1913 udgav Skagens Avis. Han var forretningsfører og pressefotograf for avisen. Da Skagens Avis blev solgt skænkede Johs. Bindslev generøst sin enorme negativsamling til det lokalhistoriske arkiv. Gennem årene har han også doneret mængder af pressefotos på papir.
Dele af negativsamlingen er blevet digitaliseret, og på lørdag den 19. september vil man kunne se en billedkavalkade sat sammen af Johs. Bindslevs fotografier.
Johs. var overalt i byen med sit kamera, og det skal man være taknemmelig for i dag, hvor rigtig meget er forandret – til det værre eller bedre.
Forestillingen begynder kl. 14.30 og Det Kaffehistoriske Laboratorium byder undervejs på en forfriskning.
Der er gratis, men begrænset adgang. Adgangskort kan hentes på Skagens Bibliotek eller bestilles på tlf. 98442822.
Det er Lokalsamlingen i Skagen og Skagen Lokalhistoriske Forening, der står for arrangementet, som er et led i Kulturraketten.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kulturraketten: Skagen i halvfjerdserne' til en bekendt