
Ny museumsinspektør på Skagens Museum
26. september 2009 - kl. 0:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens Museum har pr. 17. september 2009 ansat Julie Rokkjær Birch som museumsinspektør. Julie påtager sig en stor del af museumsinspektør Mette Bøgh Jensens opgaver, idet Mette er frikøbt til et forskningsprojekt om Brøndums spisesal.
Julie Rokkjær Birch er 26 år og kommer fra Århus. Hun er cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og har været kunstfaglig omviser på ARoS Århus Kunstmuseum og webredaktør på kunstportalen KUNSTEN.NU. Hun har tidligere haft fokus på kunstformidling, PR og projektledelse – områder, som hun også skal varetage på Skagens Museum.
“Det har været et stort skridt at flytte til Skagen, men det er et meget smukt og inspirerende sted at være en del af, og jeg må bestemt sige, at det er en drøm, der nu er gået i opfyldelse for mig”, siger Julie, som glæder sig til at komme i gang med museumsarbejdet.
Direktør Lisette Vind Ebbesen ser også frem til, at Julie bliver en del af museets kunstfaglige afdeling: “Julie passer rigtig godt ind i museets stab, og hun har mange gode idéer mht. pr og formidling,” siger Lisette Vind Ebbesen.
For yderligere oplysninger kontakt direktør Lisette Vind Ebbesen på 98 44 64 44 eller lve@skagensmuseum.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny museumsinspektør på Skagens Museum' til en bekendt