Billetsalget til årets Aalbæk Sjøw er startet

Billetsalget til årets Aalbæk Sjøw er startet

24. januar 2010 - kl. 15:46 - af

Aalbæk Sjøw sætter rekord. Det blev en forryggende start for Aalbæk Sjøw, da billetsalget til revyen 2010 blev sat i gang. Med start 1. januar online på nettet og annoncer i Nordjyske Medier var der travlt fra starten. Allerede den første dag blev der solgt 1000 billetter og godt 3 uger inde i det nye år, er der solgt godt 1700 billetter. Som en lille sjov historie kan fortælles, at nogle fra Frederikshavn endda kørte helt til Skagen med en bestillingskupon for at komme før postvæsenet.

Så her 1 ½ måned før premieren torsdag 4. marts har revyen sat ny publikumsrekord, som var på 1662. Det betyder at revyen nu står med 5 udsolgte forestillinger og godt 100 billetter til den sidste torsdag 11. marts. Desuden har revyen indgået en aftale med Nordjyske Bank om at lave en ekstra forestilling, som bliver onsdag 10. marts.

Det flotte billetsalg har bevirket, at nogle forgæves har rettet henvendelse om køb af billetter, efter at de 5 forestillinger blev udsolgt. Det er selvfølgelig beklageligt, men der henvises til den sidste torsdag, hvor der stadig er billetter.

Dem der ikke ønsker at benytte kupon eller internet når de bestiller billetter, kan fra mandag 1. februar kl. 17 bestille på telefon 98 48 98 93, men som det er nu, kun til torsdag 11. marts.

Øvning er i gang:

Lige nu, er aktører og musikere i fuld gang med at øve numrene til årets revy, det foregår under kyndig tilrettevisning af vores instruktør, Marianne Svendsen, og åstedet er Aalbæks dejlige Kulturhus.

Når teksterne sidder på rygraden og Marianne er ved at have set sig træt på numrene, kommer Hanne Boesen, som i flere år har været instruktørassistent, og ser på numrene med friske øjne, og hjælper med den sidste afpudsning.

Den endelige afpudsning og gennemspilning med rekvisitter, kostumer og sceneskift, kommer først når scenen er stillet op på Diget, 5 dage før premieren. Så skal det hele spille sammen. Alle er i gang og alle sanser er spændte og opmærksomme.

Ud over dem der står på scenen og revyorkesteret, er der mennesker både ved siden af, bag ved og foran scenen der skal spille med. Det er dem der styrer lyd, lys, sætter rekvisitter ind og laver sceneskift, trækker tæppe og sufflerer, sætter hår og lægger make up, og endelig dem der bare sørger for at der er kaffe på kanden og mad til folkene.

Hjalmar, Gerda, Hardy og alle de andre tekster

Som det før har været nævnt i medierne, så tager revyen pulsen på klimaet og hvad klimatopmødet i København ikke kunne – kan Aalbæk Sjøw. Revyen har lavet aftalen ”Sammen vender vi strømmen” og med hele revygruppen og publikummet foran vil strømmen blive vendt godt og grundigt.

Tekstmæssigt vendes mange af de daglige hverdags ting som alle går og pusler med. Hvad de enkelte numre handler om forbliver en hemmelighed, men der afsløres vist ikke for meget ved at nævne at sladderbænken med Hjalmar og Gerda tager pulsen på vores lokalpolitikere og Hardy Ingvardsen er på scenen igen.

Derudover er der igen en god portion tekster skrevet af professionelle tekstforfattere såsom ”Revykongen” Leif Maibom, forfatterparret Vase & Fuglsang, samt den nok så kendte nordjyde Kjeld Torbjørn, kendt fra radioens ”Skævbidder”.

Desuden har revyens egen tekstforfatter Grete Ehrenreich været på banen og serverer nogle gode sange.

Samspil med Rideklubben:

Ud over det der sker på scenen, er der nogen der dækker bord, serverer mad, rydder op, vasker op, sælger drikkevarer og tager imod gæsterne når de kommer. Det er Aalbæk Raabjerg Rideklub, der gennem en årrække har stået for denne del af arrangementet.

Efter revyerne fredag og lørdag spilles der op til bal. Det er lagt i hænderne på det århusianske show-band ”Boogie”, som også spilede sidste år.

På gensyn på Diget til Aalbæk Sjøw 2010 4., 5., 6,. 11,. 12. og 13. marts

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Billetsalget til årets Aalbæk Sjøw er startet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger