
I sne står urt og busk – og biler, cykler m.v. i skjul
3. februar 2010 - kl. 18:59 - af UGj
Nå, så fik vi lidt sne igen. Ikke disse store mængder, man hører om i andre landsdele, men nok til, at selv de sindigste skawboer begynder at rynke panden – lidt. For man skal jo ikke overdrive. Og herregud det smelter vel igen på et eller andet tidspunkt. Og der er vist ingen heroppe, der har siddet så’n rigtig fast? Vil den lille dyt med sommer-sutter ikke køre fremad i første hug, ja så sætter man bare i bakgear for fuld udblæsning, så 1. gear med speederen i bund, og så slingrer man stille og roligt deruda’.
Men tager vi flegmatiske skawboer det stille og roligt, så er der andre, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne: Kommunens folk har travlt. Med store gummigeder eller små motoriserede koste skovler og fejer man døgnet rundt. Selv mange af de mindre veje får besøg, og snedyngerne hober sig op i næsten mandshøjde langs vejkanterne. Pyt så med, at der også kommer en lille vold foran den indkørsel, man lige havde skovlet fri på egen parcel. Den kan hurtigt fjernes igen, når man skal ud og køre på de nyskrabede veje.
En stor tak fra skraldemænd, post- avis- og reklamebude samt alle andre trafikanter til alle jer, der skovler og skovler og skovler både med store maskiner og de små håndholdte.
Og husk: Vi er på vej mod lysere tider, og om 5 måneder starter Festivalen.
Og helt ærligt: Selv om det er træls med al den sne, så er det dælme kønt at se på!
klik på billederne for at forstørre
2 kommentarer til “I sne står urt og busk – og biler, cykler m.v. i skjul” under annoncerne.
Utroligt, hvad besøg af en klimakok samt ringning med klimaklokker kan gøre ved vejret…….
Hilsen Sten
Enig! En stor tak til dem der fjerner sne, bringer varer ud til butikkerne, breve til vores postkasser og fjerner skrald 🙂
Mette G. Andersen