Lokalhistoriske Forening indkalder til generalforsamling

Lokalhistoriske Forening indkalder til generalforsamling

10. februar 2010 - kl. 0:31 - af

Skagen Lokalhistoriske Forening indkalder til den årlige generalforsamling i Tinghuset. Formanden, Gunnar Bagh, vil ringe med klokken onsdag den 17. februar kl. 19.30 og byde velkommen til en forhåbentlig fyldt sal.

Foreningen kan se tilbage på et aktivt år med mange fine, velbesøgte arrangementer og med en særdeles succesfuld bogudgivelse, nemlig Thorkild Vejens “Lussinger & Læderhalse” om Skagen i 1950’erne. Bogen var totalt udsolgt allerede et godt stykke tid før jul, men foreningen har for nylig besluttet at sætte et nyt oplag i produktion. Snart vil bogen altså atter kunne købes hos boghandlerne.

Thorkild Vejen – søn af bagermester Pedersen på Markvej – var også en central skikkelse ved arrangementerne den 4. maj og den 3. november, hvor han sammen med Hans Ulrik Vadmann i ord og toner fortalte om henholdsvis Skagen under besættelsen og Skagen i tyverne.

Foreningen indbød adskillige gange i løbet af året til vandringer langs hovedgaden i billedkavalkaderne “Fra Mindestøtten til Bilholdepladsen” og “Fra Gartner Bjørnsbæk til Købmand Møller”.

Årets udflugt – den finder altid sted Kristi Himmelfartsdag – gik til Bunkermuseet i Frederikshavn, og om efteråret fortalte museumsinspektør, mag.art. phd. Morten Karnøe Søndergaard om igangværende forskning ved foreningens æbleskiveakkompagnerede sæsonstart på Nordjyllands Kystmuseum, også kendt som Fortidsminderne.

Lærer Leif Rosenkjær Andersen berettede i oktober om Hedeboskolens første 25 år og ved den traditionstunge julefest i Tinghuset kunne man høre om de mange, mange nisser, der i ældre tid huserede i Raaberggård og omegn.

Indeværende år startede med en aflysning på grund af det forrygende snevejr. Kurt Lundholm og andre gamle lømler skulle have fortalt om Richardbanden. Dette arrangement er i stedet berammet til onsdag den 14. april.

På valg ved generalforsamlingen er foreningens næstformand Peter Lundholm samt Søren Raaberg-Møller og Arne Ehrenreich.

Foreningen byder på en forfriskning fra Det Kaffehistoriske Laboratorium, og efter generalforsamlingen kigger man på gamle skagen-film.

Billedtekst: Foreningen har taget initiativ til en fornøjelig gennemgang af Tinghusets billedarkiv om torsdagen. Her er alle velkomne til at kigge med og give deres besyv, så man kan få dateret og identificeret så mange fotografier som muligt.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Lokalhistoriske Forening indkalder til generalforsamling ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger