To sommerhuse i Skagen ligger i top 10
17. marts 2010 - kl. 0:35 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Her er Danmarks 10 dyreste sommerhuse. 7 af de 10 dyreste sommerhuse til salg lige nu ligger øst for Storebælt. Topscoreren er et sommerhus i Rågeleje til 32 mio. kr., viser en opgørelse fra Boligportal.dk.
En ny opgørelse fra Boligportal.dk sætter fokus på Danmarks dyreste sommerhuse. For at være med i top 10, blandt de ca. 7.400 sommerhus som er til salg lige nu, skal udbudsprisen ligge på minimum 13,5 mio. kr.
Flertallet af de dyreste sommerhuse er til salg øst for Storebælt, og syv af husene ligger på Sjællands nordkyst. Topscoreren er et sommerhus i Rågeleje på 344 m2 med en pris på hele 32 mio. kr. Huset har været til salg i 350 dage. Mægleren beskriver sommerhuset som en totalrenoveret liebhaverejendom direkte til vandet, men oplyser ikke den præcise adresse.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de syv sommerhuse i Nordsjælland er på 95.000 kr. Top 10 listens topscorer er her et sommerhus på Strandvejen i Gilleleje med en kvadratmeterpris på hele 137.931 kr. for hver af de 116 m2. Samlet set rækker det til en 5.-plads på listen.
Skagen er topscorer i provinsen
Ikke overraskende skal provinsens dyreste sommerhuse findes i Skagen. På top 10 listens 2.-plads finder vi et traditionelt skagenshus lige nord for Skagen Havn. For 25 mio. kr. får man 193 m2 direkte til vandet – og et stort spring ned til den offentlige vurdering på kun 6 mio. kr.
Næstdyrest i Skagen er et hus i Gl. Skagen til 14.975.000 kr., men her får en køber heller ikke beliggenhed direkte til vandet.
Lange liggetider på de dyreste sommerhuse
– Salget af sommerhuse har i 2009 og 2008 ligget på det laveste niveau siden begyndelsen af 1990’erne. Vi kan se på liggetiderne, at det har været en meget svær periode for sælgerne af sommerhus i mange områder, og på top 10 listen har 7 af de 10 sommerhuse da også en liggetid på mere end 200 dage, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk og fortsætter:
– Salgspriserne fortæller også, at salget af luksussommerhuse går meget trægt. I 2009 er der kun tinglyst fem sommerhuse til priser på over 10 mio. kr. Førstepladsen deles af et sommerhus på Klitvej i Helsingør og et hus på Strandalleen i Nyborg. Begge er solgt for 11,5 mio. kr.
Danmarks dyreste sommerhuse, marts 2010
Nr. By Vej Pris Boligareal Grundareal Liggetid
1 Rågeleje N/A kr. 32.000.000 344 m2 5.505 m2 350 dage
2 Skagen Østre Strandvej 101 kr. 25.000.000 193 m2 884 m2 249 dage
3 Dronningmølle Hulerødvej 21D kr. 20.000.000 182 m2 4.200 m2 331 dage
4 Gilleleje Klirevej 8 kr. 17.500.000 344 m2 5.864 m2 210 dage
5 Tisvildeleje Strandvejen 21 kr. 16.000.000 116 m2 1.960 m2 4 dage
6 Hornbæk N. P. Jørgensens Vej 6 kr. 15.000.000 177 m2 2.462 m2 472 dage
7 Tisvildeleje Vængevej 25 kr. 15.000.000 138 m2 2.103 m2 46 dage
8 Skagen Hamiltonvej 14 kr. 14.975.000 285 m2 2.880 m2 27 dage*
9 Hornbæk Gyvelvej 19 kr. 13.800.000 172 m2 5.271 m2 308 dage
10 Nyborg Strandalleen 58 kr. 13.500.000 224 m2 1.102 m2 53 dage
Kilde: Boligportal.dk
*Har frem til februar 2009 været annonceret til salg med en liggetid på 785 dage.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To sommerhuse i Skagen ligger i top 10 ' til en bekendt