
Foredrag om dannelse og det ordentlige menneske
18. marts 2010 - kl. 0:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Restaurant Frank´s på 9. etage i Kattegat Silo i Frederikshavn inviterer lørdag 20. marts klokken 16 til et spændende foredrag med tidligere skoledirektør i Skagen Kommune og senere kultur- og fritidschef i Frederikshavn Kommune, Chresten Sloth Christensen, der underholder over emnet dannelse og det ordentlige menneske.
Han forklarer her om foredragets indhold:
En gang var idealet for opdragelsen af børn og unge at gøre dem til ”ordentlige” mennesker. Er det stadig vores mål for opdragelsen i hjem, skole og samfund?
Forhenværende biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, argumenterer i sin lille bog ”De 7 dødssynder” for, at vi i Danmark tvært imod har gjort hver af de 7 katolske dødssynder til vore største dyder.
Det forklarer måske, hvorfor vore politikere i dag pisker skolen til at uddanne, før den danner, skønt målet i Danmark indtil årtusindeskiftet har været lige omvendt: ”dannelse er ikke et tillæg til uddannelse, men grundlaget”.
Men forklarer det også, hvorfor vi i det ene forbrugerprogram efter det andet møder personer, som vi førhen omtalte som keltringe, der boltrer sig på både det danske og det globale marked og således kan opfattes som den danske version af Verdensborgeren, det globale dannelsesideal?
Chresten Sloth Christensen fra Skagen er meget beundret og anerkendt som en af de store tænkere på området dannelse. Han satte fart på Dannelseskaravanen, som bevæger sig på landsplan, og han stod blandt meget andet fadder til hæftet og begrebet ”Rødder og Vinger” – fra lokalorienteret pædagogik til internationalisering”.
Målet med Dannelseskaravanen var og er at sætte værdier til debat og gennem en målrettet indsats skabe fora, hvor alle beskæftiget med børn og unge kan få inspiration til at gøre opdragelse, dannelse og uddannelse meningsfuld i en fællesforståelse af, hvilke værdier, der for den enkelte er værd at satse på i en større sammenhæng.
Chresten Sloth Christensen vil på Frank´s i Frederikshavn give sit på bud et værdigrundlag:
Balancen mellem forpligtelser og rettigheder har tendens til at skride, og dermed vakler fundamentet. Fællesskabets værdier som ærlighed, pålidelighed, troværdighed, respekt og tolerance er kittet, der binder samfundet sammen.
Det værdigrundlag skal vi alle være med til at værne om. Det handler bestemt ikke kun om flere mursten og bedre faciliteter. Værdigrundlaget er efter min mening mindst lige så vigtigt.
Der kan bestilles plads på telefon 98422288.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag om dannelse og det ordentlige menneske ' til en bekendt