
Wilbek sejrede også på Color Hotel Skagen
3. april 2010 - kl. 7:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tirsdag den 30. marts havde Foreningen Skagens Venner i samarbejde med Skagens Erhvervsforening arrangeret et foredrag med Ulrik Wilbek med titlen ”Gør en forskel”. Color Hotel Skagen lagde en meget professionel ramme til arrangementet med en flot opstillet konference sal med en perfekt fungerende teknik.
Formanden for Skagens Venner sagde bl.a. i sin velkomst:
Skagens Venner er en forening, der bl.a. har til formål at:
• at skabe kontakter
• knytte venskaber
• at blive brugt som aktiv medspiller til fremme af erhvervs- og kulturlivet i Skagen
og arrangementet i aften skulle gerne tjene alle tre formål.
Indtil nu har foreningen haft en historie, der hovedsageligt har været knytte til støtte til kulturen, sponsorater og megen kommen hinanden ved – internt. Men foreningen har det sidste halve år gjort en ihærdig indsats for at knytte tættere kontakt til andre organisationer i Skagen, og vi har gennem en meget pro-aktiv hverve kampagne fået mange nye medlemmer ikke mindst fra erhvervslivet, hvilket vi er meget glade for. Hvis vi skal være medspillere er det ikke uvæsentligt at kende dem vi ønsker at spille med.
Ulrik Wilbek tog i sit foredrag udgangspunkt i temaet, der også er det gennemgående i hans nye bog, som snart udkommer, ”Gør en forskel”. Tilhørerne fik et indblik i Wilbek’s opfattelse af hvordan mennesker fungerer og agerer indbyrdes og vigtigheden af at sætte pris på individers forskelligheder. Wilbek gennemgik i den forbindelse nogle af de ”værktøjer” han bruger til analyse af et individs personlighed og hans overvejelser omkring udvælgelse af deltagere i et team, det være sig på boldbanen eller i erhvervslivet. Wilbek understregede Viljen som et vigtig karaktertræk, det ”at kunne”, har ikke den store betydning, hvis man ikke også VIL.
Der var efter foredraget en stor spørgelyst, som formanden til sidst måtte dæmpe, for man kunne komme ind og nyde den lækre buffet.
Der deltog 120 i foredraget, deraf 90 af foreningens medlemmer.
Fra formanden for Skagens Erhvervsforening, Allan Kastor Andersen, har redaktionen modtaget nedenstående, om foredraget med Ulrik Wilbek.
Skagen Erhvervsforening er rigtig glade for at arrangementet i går med Ulrik Wilbek. Det var jo et fælles arrangement mellem Foreningen Skagens Venner og Skagens Erhvervsforening. Og foredraget levede op til en af de målsætninger vi har i Skagen Erhvervsforening om at vi gerne vil holde nogle arrangementer for vores medlemmer, hvor vi på den ene side har en underholdende effekt og på den anden side får nogle budskaber som kan inspirere og måske give stof til eftertanke.
I Skagen har vi jo rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som måske er lidt ensomme, forstået på den måde, at de ikke har et stort bagland, som kan inspirere dem eller sparre på det stategiske og taktiske plan. Hvis man er en del af en stærk kæde eller har en aktiv bestyrelse, får man selvfølgelig den sparring og inspiration der er nødvendig. Men mange af vores små medlemsvirksomheder får ikke den sparring og inspiration. Derfor er det rigtig godt, når vores medlemmer får mulighed for at høre så godt et indlæg, som vi hørte fra Ulrik Wilbæk. De erfaringer og tanker, som Ulrik Wilbæk har fra sporten, kan vi sagtens overføre og bruge i hverdagen i vores virksomheder. Der var rigtig meget om hvordan vi kan gøre en forskel og få det bedste ud af det enkelte individ til fordel for hele organisationen.
Skagen Erhvervsforening
formand Allan Kastor Andersen
klik på billederne for at forstørre og læse billedtekst.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Wilbek sejrede også på Color Hotel Skagen' til en bekendt