SIK: Førsteholdets første hjemmekamp i år
16. april 2010 - kl. 14:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sæsonens første hjemmekamp står for døren. Vi har glædet os til denne premiere på Spar Nord Arena/Skagen Stadion lørdag d.17. april kl. 16.00. Modstander idag er et nyt bekendskab i jyllandsserien, nemlig Frederiks som er hjemmehørende i det midtjyske mellem Viborg og Herning ikke langt fra Karup. Frederiks er oprykker fra Serie 1 og de har fået en svær start i rækken. Efter 3 kampe har de endnu ikke nogle points på kontoen men til gengæld har de været “meget tæt på” i to af kampene, mod henholdsvis Hadsten og Auning, hvor de tabte med et enkelt mål. Frederiks er fysisk betonet hold som er farlige ved standardsituationer og dødbolde. Vi får en opgave som vi skal løse ved netop disse situationer.
Sidste weekend havde vi premiere i Lemvig. Vi spillede uafgjort 1 – 1 i dette opgør. Kampen var tæt, skulle der havde været en vinder burde det have været os, da vi helt klart kreerede flest målchancer, men kombinationen af manglende skarphed i feltet samt en dygtig Lemvigkeeper gjorde udslaget. Positivt var det heldigvis, at vi relativt let kreerede en håndfuld chancer i løbet af kampen. Kampen viste at vores moral er i top, da vi fik vendt en svær start, (bagud 1 – 0) til en udligning ved Mikael Andersen efter megen flot fodbold i netop denne periode. Jeg håber og tror på at vi er skarpe i begge felter idag. Det er vigtigt at vi har styr på såvel offensiven som defensiven. Vi skal naturligvis tage initiativet på hjemmebane, men samtidig skal vi heller ikke “spille med hovedet under armen” defensivt.
Hjertelig velkommen på Spar Nord Arena til modstanderne fra Frederiks, samt dommertrio og publikum.
Sportslig hilsen
Træner
Jesper Nielsen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SIK: Førsteholdets første hjemmekamp i år' til en bekendt