
Nekrolog fra Skagen kirke og menighedsråd
24. april 2010 - kl. 14:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om Karen-Margrethe Hatts pludselige og uventede død, tirsdag den 20. april. Intet som helst tydede på, vi snart skulle miste hende. Vores tanker og forbøn går derfor også i første række til Karen-Margrethes mand, Erik, deres børn, børnebørn og øvrige familie.
I Skagen kirke og menighedsråd har Karen-Margrethe lagt en stor og engageret indsats, som har medvirket til ro og stabilitet i kirkens og menighedsrådets arbejde; siden 2007 som formand. Dertil var hun på mange måder primus motor for at skabe gode rammer for samarbejde og fællesskab – både mellem menighedsrådets medlemmer og mellem de ansatte i kirken.
Karen-Margrethe har altid været et aktivt og energisk menneske, der altid gik samvittighedsfuldt til opgaverne og nægtede at gøre noget halvt. Hun forstod, at et godt samarbejde mellem forskellige mennesker forudsætter, man i det mindste respekterer hinanden. Som formand gjorde hun sit til, at man kunne mødes og arbejde i en mere afslappet stemning også. Men stadig med sagen i fokus og som det, der i sidste ende bragte os sammen i både menighedsråd og kirke.
Karen-Margrethe havde også mange gode ideer og visioner til, hvordan vi i kirken kunne gribe vores arbejde an på – ikke mindst med henblik på at nå længere ud blandt medlemmer, som har et mere perifert forhold til kirkens forkyndelse.
Der vil af samme grund også blive en meget tom plads i både Skagen kirke og menighedsråd, nu da vi ikke længere har Karen-Margrethe iblandt os. Det er meget svært for os at fatte, hun ikke længere vil sidde for bordenden og styre møderne på sin milde og lune facon. Eller løfte samværet mellem mange andre, der dagligt har deres gang i sognehus og kirke.
Æret være Karen-Margrethe Hatts minde.
Skagen kirke og menighedsråd
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nekrolog fra Skagen kirke og menighedsråd' til en bekendt