Fuglefestivalen åbner ved Det Hvide Fyr
12. maj 2010 - kl. 0:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fugle på toppen. I Kristihimmelfartsferien inviterer Dansk Ornitologisk Forening til Fuglefestival i Skagen. Programmet starter med åbning af festivalen torsdag den 13. maj kl. 11 ved det Hvide Fyr lige nord for byen. I fyret er i hele perioden informationscenter og kunstudstilling af naturkunstnerne Brian Zobbe og Geert Toften. Ved siden af fyret har foreningens egen butik en salgsudstilling hvor det er muligt at prøve forskellige kikkerter og teleskoper og eventuelt købe lige netop det der passer. På Grenen har foreningen informationsstand og længst ude er der hver morgen en observatør der fortæller besøgende om de fugle der passerer Grenen på vej nordpå til ynglepladserne i Skandinavien og Sibirien. I Ellekrattet ved P-pladsen er der hver dag ringmærkning, hvor en ringmærker fortæller om ringmærkningen og viser nogle af de fugle frem, der går i nettet. På Flagbakken syd for Skagen, er hver der en observatør til stede som fortæller om de fugle, især rovfugle, der passerer hen over bakken. Og endelig har Skagen Naturhistoriske Museum ved Højen Station åben hver dag med gratis adgang. Fredag og lørdag aften er der offentlige fugleture til Råbjerg Mile, Råbjerg Sø og Plantage og til Ålbæk Klitplantage hvor Natravnene forhåbentlig er godt i gang med deres ynglesæson.
Festivalen er åben hver dag fra kl. 10 til 17.
Koordinator og kontaktperson er:
Kurt Rasmussen
4021-6477
kurt@alfa-web.dk
Læs mere på www.sff.dofnord.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fuglefestivalen åbner ved Det Hvide Fyr' til en bekendt