Julehilsen fra foreningen “Skagen Helse”
18. december 2010 - kl. 12:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det har været et spændende og på alle måder et godt år for Skagen Helse. Blandt de ideer og projekter, som vi arbejder med vil jeg særligt omtale tre nemlig:
Maxi-projektet .
Projektet er et samarbejde mellem Aalborg universitet, Skagen Helse, Teknologisk institut og en IT-gruppe. Formålet er at forbedre hverdagen for familier med diabetes ved hjælp af it. Mange familier fra hele landet har opholdt sig i Skagen i flere perioder inden for de seneste 3 år og indgået i et ”levende laboratorium”. En række lokale virksomheder har deltaget i projektet nemlig Skagen Fiskerestaurant, Super Brugsen, Guldbageren, Restaurant Kokkenes, Pakhuset, Firenze, Slagter Munk samt Turistforeningen. Nu er det op til forskerne at komme videre. Det var dejligt at se Skagen i centrum på afslutningskonferencen på universitetet.
Skagen Marathon
Hvor er det dejligt at være med til at gennemføre en ide om et maraton i Skagen. Det har kun kunnet lade sig gøre med meget gode og kompetente samarbejdspartnere. En fantastisk opbakning fra hele byen og god hjælp fra kommunen og skoven. En stor tak til de mange frivillige hjælpere og til sponsorerne – håber at I er friske igen den 8. oktober næste år.
Skagen gl. sygehus
Endelig lykkedes det. Efter flere år -startende med indsigelse mod amtsrådets planer om at omdanne den gamle Plesnerbygning til sommerboliger, forhandlinger med amtsrådets og senere Regionens politiske ledelse samt gode kontakter til kommunen, indgås der nu et samarbejde med kommunen på sundhedsområdet i Skagen.
Skagen Helse indgår i en arbejdsgruppe sammen med byrådets sundhedsudvalg, som skal afdække mulighederne for samarbejde i det kommende Skagen Sundhedscenter, som kommunen etablerer i det tidligere sygehus. Det kan bl.a. dreje sig om udnyttelse af lokaler til speciallæger og andre sundhedstiltag. En spændende opgave.
God jul og godt nytår
Skagen Helse
Mogens Eeg
En kommentar til “Julehilsen fra foreningen “Skagen Helse”” under annoncerne.
Hvor er det ærgerligt hvis man lægger Sund By i sygehuset. Det er nemt at få de syge til at komme hen hvor der er raske, men overhovedet ikke nemt at få raske til at komme hvor der er syge. Derfor var det en bedre idé at lægge Sund By i Multihuset så en masse mennesker passerer fordi og kan blive inspireret til en sundere livsstil på den måde….
Mvh
Mette G. Andersen