
Dommedag, Blachman og femi-krimier i sommeren 2011
6. maj 2011 - kl. 7:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forfatteren Tom Buk-Swienty, komponisten m.m. Thomas Blachman og krimiforfatteren Gretelise Holm er nogle af de kunstnere, som optræder ved Klitgårdens Venneforenings arrangementer i juli og august 2011.
KRIG OG FRED
Søndag den 3. juli klokken 15
kommer forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty og fortæller engageret og meget levende om sit forfatterskab med særligt fokus på de to bestsellere, Slagtebænk Dybbøl (udkom i 2008) og Dommedag Als (udkom i 2010).
Slagtebænk Dybbøl er en medrivende fortælling om de soldater, officerer og feltlæger, der på første hånd oplevede Danmarks krig mod de to tyske stormagter, Prøjsen og Østrig, i 1864, om livet ved fronten og det inferno af kugler og granater, der sønderrev stilheden og resulterede i det blodige slag den 10. april 1864. Dommedag Als beretter ikke kun om krigens afgørende slag, men også den hidtil ufortalte historie om, hvordan kong Christian d. 9 og flere af hans ministre efter tabet af Als i største hemmelighed forsøgte at få Danmark indlemmet i Tyskland.
Tom Buk-Swientys bøger er imponerende, dokumentariske skildringer af et Danmark i krig og en fred, der fra dansk side begynder med en fatal selvovervurdering og ender i et morads af tab og smerte.
Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren og købe signerede bøger – eller få signeret medbragte eksemplarer.
Pris (inkl. et glas vin): Medlemmer 125 kroner. Ikke-medlemmer 175 kroner.
Forudbestilling anbefales og kan ske på telefon: 96 79 19 99.
MERE END ”X FACTOR”
Fredag den 22. juli klokken 20
træder to – på hver sin måde – store personligheder ind i havestuen på Klitgården. Den ene er Thomas Blachman, som er kendt af over 2 mio. danske tv-seere for sin dommerrolle i X Factor, jazzmusiker, komponist, musikproducer (bl.a. af Caroline Hendersons Cinemataztic og Famous Songs) og meget mere.
Den anden: Torben Steno, journalist, foredragsholder, musiker og klaverspillende medvært til Mik Schack i de alternative mad-programmer Hjemmeservice, ligesom han selv har lavet tv-serierne DDR2, Hvad gør vi med Frank og Uden skyld og Skam. For tiden kan Torben Steno og Kenn Andre Stilling opleves i en tv-serie om danske mindesmærker (på DR2).
Thomas Blachman og Torben Steno har sammen skrevet bogen Det kolossale menneske, der bl.a. indeholder BLACHMANS TALE TIL NATIONEN, der kaldes et ”opråb til Danmark, et spark i røven og et budskab til os alle om at skabe et bedre samfund.” Hvad der kommer til at ske på Klitgården ved ingen af os, før aftenen er omme.
Der bliver – muligvis – lejlighed til at stille spørgsmål til Thomas Blachman og Torben Steno og købe signerede eksemplarer af Det kolossale menneske – eller få signeret medbragte eksemplar.
Pris (inkl. Et glas vin): Medlemmer 125 kroner. Ikke-medlemmer 175 kroner.
Forudbestilling anbefales og kan ske på telefon: 96 79 19 99.
KRIMI og KØNSROLLER
Søndag den 7. August klokken 17
Journalisten og krimiforfatteren Gretelise Holm kalder sig selv en ’møgkælling’, men Møgkællinger er også titlen på hendes krimi fra 2010, hvor hun lader en rasende feminist skamfere og dræbe mænd – en uhyggelig opklaringsopgave for hendes hovedperson, journalisten Karin Sommer. Gretelise Holm, som er erklæret feminist, har først skrevet mange bøger om ligestilling og kønsroller, inden hun begyndte at skrive sin succesfulde krimiserie om Karin Sommer, der af en anmelder er blevet kaldt en vellykket miks af Agathe Christies Miss Marple og Liza Marklunds Annika.
Gretelise Holm er meget engageret i kampen for ligeløn og lige muligheder og citerer gerne USA’s fhv. udenrigsminister Madeleine Albright: ”Der findes en særlig plads i helvede for kvinder, som ikke støtter hinanden.” Der er altså lagt op til en eftermiddag med mere end gys på programmet.
Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren og købe signerede bøger – eller få signeret medbragte eksemplarer.
Pris (inkl. et glas vin): Medlemmer 125 kroner. Ikke-medlemmer 175 kroner.
Forudbestilling anbefales og kan ske på telefon: 96 79 19 99
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dommedag, Blachman og femi-krimier i sommeren 2011' til en bekendt