Tredje bog på gaden fra Kurt Lundholm
18. maj 2011 - kl. 7:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Benny, der aldrig havde været på værtshus før fik en sodavand og lyttede intens til alt hvad skipperen fortalte om tun fiskeriet alt i medens han kiggede nysgerrigt rundt i lokalet.
Han opdagede, at én af hans onkler sad ovre i et hjørne sammen med nogle andre fiskere. Lige over for dem i det modsatte hjørne sad nogle meget fulde fiskere som Benny senere finder ud af var Hirtshals fiskere, eller som Skagboerne sagde, fiskere fra det Bette Røvhul, som de kaldte Hirtshals havn. (Det kaldtes havnen, fordi selve havnehullet var meget snævert, og vanskelig at anduve i dårligt vejr.)
Pludselig hørte Benny et vældigt brag bag sig, og så to fiskere som var oppe at slås. Det var åbenbart en fra Skagen og så én af de fulde fiskere fra Hirtshals. De tumlede rundt og smadrede borde og glas i deres fattige brandert, indtil værtshus værten fik dem skilt ad og smidt ud.
”Nå”, sagde skipperen til Benny, ”nu har din onkel nok været i gang med sit glansnummer igen. Det går ud på, at han prøver, at få to fiskere op at slås, medens han sidder og nyder slagsmålet. Jeg så, han gik hen og hviskede et eller andet i øret på den fulde Hirtshals fisker, hvorefter Hirtshals fiskeren fór over gulvet og angreb den anden fisker”.
Romanen Søridderne er forfatterens tredje bog og er den første i en serie om drengen Bennys liv til søs i Skagen fiskeflåde, den norske handelsflåde og søværnet. Bogen er opbygget omkring skibe og tjenesteder hvor forfatterne har gjort tjeneste. Med udgangspunkt i Skagen kommer man rundt på verdenshavene, vores hjemlige andedam og havnebyerne.
Bogen omhandler mange farverige personer som desværre ikke mere findes i vores alt for korrekte samfund, herunder en del fra det Nordjyske område. Den omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer, og ikke blev ført som marionetter af politikere og fagforeningsbosser. Noget der fik mange af dem til at følge admiralens vise der sagde. ”Da mine egne tanker var så små og få så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”
Med hensyn til søværnet, så er der skrevet mange bøger om heltedåd, idet man i søværnet aldrig har sat sit lys under en skæppe – derfor har forfatteren i denne bog og de efterfølgende valgt at skrive om de morsomme historier som man sjældent talte eller skrev om. Det kan nok få visse sarte officerer til at hæve øjenbrynene – særlig dem som ´fik under norm i bedømmelsen ”Humoristisk sans”.
Til dem er der kun at sige : “You shouldn’t have joined the navy if you can’t take a joke”.
Der holdes hos Skagen Bøger og Papir en signering af bogen den 28. maj kl.12.00 til 13.30. Der vil ved den lejlighed bliver serveret et lille glas rødvin.
Fakta:
• Forfatter: Kurt Lundholm. Født og opvokset i Skagen og stod som 15 årig til søs som fisker og senere matros. Efter den obligatoriske sejltid i såvel sejl – som motorskibe tog han skibsfører eksamen og sejlede som officer i handelsflåden og søværnet.
• Brunlynget Bogforlag
• ISBN:978-87-992085-3-1
• Trykt hos :Sindal Bogtryk A/S
• Pris: kr. 249.,-
• For yderligere oplysninger besøg: www.brunlynget.dk
• Kan købes i boghandlen eller på www.brunlynget.dk.
• Af samme forfatter: Mytteriet udgivet i 2007 og Richard Banden i 2009
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tredje bog på gaden fra Kurt Lundholm' til en bekendt