
Yannie Souvatzoglou og Maibritt Bo (privatfoto)
Græsk kunstner udstiller i ”Galleri Bo”
9. august 2011 - kl. 0:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Man kan holde ferie på mange måder. Malerinden og galleriejeren, Majbrit Bo og hendes mand, Ole, anvender ofte deres ferie på at besøge gallerier rundt om i Europa, hvilket ud over gode oplevelser også har givet kontakt til mange spændende kunstnere. Blandt andet den græske kunstner Yannie Souvatzoglou, hvis fine små skulpturer har været en del af ”Galleri Bo”s mange kunstilbud gennem de år, galleriet på Havnevej har eksisteret.
Yannie Souvatzoglou har sit eget galleri i Athen, men hans værker sælges over hele verden. I Danmark kun i ”Galleri Bo” i Skagen. Derfor er Majbrit Bo også glad for, at kunne holde en fernisering lørdag den 13. august, hvor kunstneren og hans hustru vil være til stede fra klokken 12 til 15. Her vil kunstneren signere skulpturer, og der vil være mulighed for en snak med ham, da han gerne taler med folk, så længe de ønsker det. Yannie Souvatzoglou taler udmærket engelsk.
Han er græsk, men født i Konstantinopel. Hans far var bomuldskøbmand og moderen portrætmaler, og det er sikkert fra hende, hans kunstneriske anlæg stammer.
Han begyndte da også i en ung alder at male, blev senere grafisk designer og endte efter kunststudier i Athen med at lave skulpturer, og det er som skulptør han i dag er kendt. Ikke kun i Grækenland, men over hele Europa, USA og Sydafrika.
Han har i årenes løb skabt skulpturer til forskellige prisuddelinger, ligesom han i 2004 lavede skulpturer til vinderne af de forskellige discipliner ved de olympiske lege i Athen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Græsk kunstner udstiller i ”Galleri Bo”' til en bekendt