
Klaus Rifbjerg på Klassikerdagen
12. september 2011 - kl. 8:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Én gang om året sætter danske biblioteker særlig fokus på en dansk, litterær klassiker. Der har hidtil været tale om afdøde forfattere, hvis værker har så stor en valør, at de vil kunne læses til alle tider. Folk, der har Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Knud Sønderby eller Martin A. Hansen til gode, kan prise sig lykkelige.
I år er det imidlertid en i allerhøjeste grad nulevende forfatter, der kommer i centrum på KLASSIKERDAGEN, nemlig Klaus Rifbjerg.
I den anledning vil der også på Skagens Bibliotek på Kappelborg blive gjort stads ud af den store forfatter, der har en helt speciel tilknytning til Vendsyssel.
Han fylder 80 år til december, og så vil det være 78 år siden han første gang kom til Kandestederne, hvor hans farbror, Ove Rifbjerg, drev hotel Kandehus.
Mange år senere købte han selv hus i Kandestederne på toppen af Galgebakken, og her har han i mangfoldige år ferieret, festet og arbejdet.
Han litterære produktion er enorm fra debuten ”Under vejr med mig selv” i 1956 og frem til dagbogsnotaterne samlet i ”Dag efter dag”, der udkom forleden.
Spræl, energi, galde og en fabelagtig sproglig spændstighed har kendetegnet alle hans udgivelser – uanset om det har været lyrik, dramatik, noveller, romaner, journalistik eller filmmanuskripter. Samtidig har han konstant blandet sig i den kulturelle og politiske debat. Aldrig for at behage, hyppigt for at provokere, og i hvert fald altid med en markant holdning til tiden. Mange har haft ham som deres yndlingsaversion, men det er hyppigt folk, der faktisk ikke har læst en stavelse af ham – og det er værst for dem selv, for han er en ypperlig skribent, der i dén grad har brugt og fornyet det danske sprog.
På Skagens Bibliotek vil man på KLASSIKERDAGEN den 20. september kunne møde Klaus Rifbjerg på mangfoldige måder. Litteraturen af og om Rifbjerg vil selvfølgelig være udstillet, og i Biblioteksbiografen vil man dagen igennem kunne se filmklip med relation til forfatteren. Klaus Rifbjerg kan desværre ikke selv være til stede, da han den pågældende dag er over alle bjerge – men han har sendt en hilsen til Skagens Bibliotek, hvor han ønsker byen tillykke med det nye Kulturhus Kappelborg.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klaus Rifbjerg på Klassikerdagen' til en bekendt