
Dagplejens dag på Hedeboskolen
12. maj 2012 - kl. 8:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag var det igen blevet tid til den årligt tilbagevendende begivenhed ”Dagplejens Dag”. Igen i år var der lagt op til et stort arrangement i Skagen Dagpleje, og det blev et brag af en dag.
Dagplejen havde fået lov til at låne idrætshallen på Hedeboskolen og allerede kl. 6.30 ankom de første dagplejere for at tage imod deres børn. Den første time gik med morgenhygge og morgenmad, hvorefter GF76 havde lavet en redskabsbane, som børnene kunne boltre sig på. Her var rig mulighed for at klatre, kravle, komme i højderne og springe ned. Der var bolde, hulahop-ringe og kegler, som der lystigt blev leget med. Alle børn fik brugt noget krudt, inden det var tid til en pause, hvor forældrene havde bagt boller og Eurospar havde sponsoreret rosinpakker og brikjuicer. Så var det tid til musikalsk øvetid. I de seneste uger, har dagplejebørnene haft musikskolen på besøg i legestuen. KAFBU havde sponsoreret et forløb, hvor 2 undervisere kom i de 3 legestuegrupper og underviste i sang og rytmik. Det skulle så kulminere i en koncert for forældrene om eftermiddagen på Dagplejens Dag og det var tydeligt at se, at børnene havde fået meget ud af forløbet og nød musikken i fulde drag. Bagefter var der igen mulighed for at lege på redskaberne, inden det var tid til frokost og eftermiddagslur.
Fra kl. 14.00 var alle forældre, søskende og bedsteforældre inviteret til hygge i hallen. Her havde Superbrugsen sponseret pølser, brød og dyppelse som blev solgt sammen med popcorn, kaffe, the og saftevand. Der blev rigtigt hygget og kl. 15.00 var det så tid til koncert. Alle de små poder stillede op og med forventningsfulde blikke fik de udleveret instrumenter. Herefter bød Lotte Krukiewitz, der er formand for forældrerådet, velkommen og så gik det i gang. Der blev sunget, raslet, trommet og danset til den store guldmedalje og det var en kæmpe succes. Forældre og bedsteforældre klappede stolte og børnene strålede.
Kl. ca. 16.00 sluttede dagen og en masse trætte børn tog med forældrene hjem efter en oplevelsesrig dag.
Tak til vores sponsorer:
KAFBU (Kulturelle Aktiviteter for Børn og Unge i Frederikshavn Kommune)
Superbrugsen
Eurospar
Hedeboskolen
GF76
Forældrebanken
Tekst og fotos: Sussi Friis
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dagplejens dag på Hedeboskolen' til en bekendt