Bilister vildt forvirrede

Bilister vildt forvirrede

15. november 2012 - kl. 8:21 - af

Biler og vildt på vejen er en farlig cocktail. GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring vil udbrede viden om emnet.

Hver ottende dansker har oplevet at påkøre hjorte- eller råvildt – enten som bilist eller som passager. Og næsten en tredjedel har været tæt på. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Danmarks Jægerforbund i samarbejde med GF Forsikring. 

Stort behov for viden

– Undersøgelsen viser, at der er stort behov for udbrede viden om vildtpåkørsler, fastslår Birthe Jensen fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring. 

– Hvordan undgår man at påkøre dyret – uden samtidig at skabe en farlig situation for sig selv og sine medtrafikanter? Og hvad gør man, hvis det alligevel går galt? Det er de spørgsmål, vi har sat os for at give svar på gennem den landsdækkende kampagne – “Vildt på vejen” – sammen med Danmarks Jægerforbund, fortsætter Birthe Jensen. 

Målet er at undgå unødvendige lidelser for påkørte dyr, men også at undgå skader og frem for alt om at hindre, at menneskeliv går tabt.

Let trykket på speederen

– Det er vigtigt at respektere vildt-skiltene og lette trykket på speederen de steder, hvor der er særlig risiko for, at fx en hjort eller råvildt kommer ud fra en skov eller et buskads. Det er vigtigt, at man er årvågen og kan bremse op på kort afstand, siger Birthe Jensen fra GF Forsikring. 

Gratis streamer til bilister

Men selvom man tager sine forholdsregler, kan skaden stadigvæk ske. Heldigvis sker der sjældent skade på personer, men det er ikke usædvanligt, at bilen skal repareres for 30.000-40.000 kroner efter et møde med fx et rådyr. Her er det vigtigt, at bilisten ved, hvad han skal gøre. 

Heldigvis er der hjælp at hente på en rød streamer med teksten: “Påkørt dyr. Hjælpen er kontaktet og er på vej.” Streameren kan fås gratis, hvis man kigger forbi GF Forsikrings kontor på Rimmensgade 27 i Frederikshavn eller Brinck Seidelinsgade 7 i Hjørring. – Streameren kan man have liggende i sin bil. Hvis man rammer et dyr, så kan man sætte streameren på et træ eller en busk, der hvor det sårede dyr forsvandt. Så kan Falck eller de tilkaldte jægere finde dyret, aflive det, så det ikke lider - og fjerne det, slutter Birthe Jensen fra GF Forsikring. 

Sådan gør du, hvis du har påkørt et dyr

•Find ud af, hvor du er: vejnavn, vejnummer, kilometersten eller anden præcis angivelse.

•Fastgør en streamer (fås gratis hos GF Forsikring) til et træ eller en kilometersten der, hvor dyret ligger eller forsvandt.

•Forfølg aldrig et skadet dyr.

•Fjern ikke et dødt eller såret dyr.

•Ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812 og fortæl, hvor du har ramt dyret.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bilister vildt forvirrede' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger