
Julemand, nissemor og stort julemarked
24. november 2012 - kl. 11:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Julemand, nissemor og stort julemarked på Skagen By – og Egnsmuseum
Kom til stemningsfuldt julemarked på Skagen By- og Egnsmuseum d. 2.12.fra kl.14 til 17.
Der er gratis adgang på det julepyntede museum, og alle husene er åbne.
I køkkenet hos den rige fisker byder fiskerkonerne på kaffetår, saft og søsterkage, mens byens bedste spillemænd Søren, Lars og Poul spiller og synger i den lille men hyggelige vesterstue.
I år har vi fået melding om at selveste nissemor også besøger museets julemarked.
Kl. 15.30., lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
Museets Aktivitetshus summer af liv; der er boder med gaveideer, smukke kranse, lune, hjemmestrikkede sokker samt spændende gevinster i Soroptimisternes populære tombola.
I Madpakkehuset er der smagsprøver på hjemmebagte museumsæbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museumsinspektørens helt særlige juleglögg lavet efter svensk opskrift.
KFUM spejderne sælger flotte juledekorationer, og i museets cafe kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke og måske få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie er populære gaveemner.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julemand, nissemor og stort julemarked' til en bekendt