Stadsarkivet fejrer Købstadsjubilæet
22. januar 2013 - kl. 9:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I år 2013 fejrer Skagen 600 års købstadsjubilæum. Skagen er Vendsyssels næstældste Købstad, efter Hjørring, og blev gjort til købstad af Erik af Pommern den 22. januar i år 1413.
Det vil Frederikshavn Stadsarkiv gerne være med til at fejre. Vi vil løbende i hele 2013 bringe en række spændende småhistorier, filmklip og fotos fra Skagen købstads arkiv.
Frederikshavn Stadsarkiv er hele Frederikshavn kommunes arkiv og rummer de kommunale arkivalier fra de tre gamle købstæder Sæby, Frederikshavn og Skagen samt deres tilknyttede sognekommuner. I 2010 hjemtog Stadsarkivet alle de kommunale arkivalier fra de tre gamle købstæder og sognekommunerne fra Landsarkivet i Viborg, og vi har efterfølgende ordnet materialet og lavet en oversigt på vores hjemmeside www.frederikshavnstadsarkiv.dk. Dermed kan alle borgere se, hvad Stadsarkivet opbevarer fra eksempelvis Skagen Købstad og let få adgang til at se materialet her hos os.
I anledning af Skagen Købstadsjubilæum vil vi gøre en ekstra indsats i år for at få Skagen Købstads arkivalier digitaliseret, så en del af det spændende arkivmateriale nu kan tilgås fra vores hjemmeside. Skagen Købstadsjubilæum sammenkobler vi med et nyt stort digitaliseringsprojekt kaldet ”Din Digitale Danmarkshistorie”, hvor vi arbejder på at få digitaliseret ALT arkivmateriale fra året 1870 og senere 1937. Projektet vil give et digitalt tværsnit af Frederikshavn Kommune anno 1870, som også kan ses på hjemmesiden. Stadsarkivets to frivillige Grete Hjort og Emma Madsen er fuld i gang med at transskribere forskelligt materiale fra Skagen Købstad og Råbjerg Sognekommune fra året 1870, som løbende kan ses og læses på vores hjemmeside.
Stadsarkivet første bidrag til købstadsjubilæet er et lille filmklip fra år 1948, der giver et glimt af datidens travle fiskerihavn i Skagen. Du kan se filmklippet herunder:
http://www.youtube.com/watch?v=OOMwx14nW6s
Følg med i Stadsarkivet Fortæller på www.frederikshavnstadsarkiv.dk, www.skagen2013.dk og Frederikshavn Stadsarkivs Facebook, hvor vi løbende fejrer Skagen Købstads 600 års jubilæum.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stadsarkivet fejrer Købstadsjubilæet' til en bekendt