Vi bringer kilderne til Skagen
12. april 2013 - kl. 9:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Start jagten efter den gode historie i arkiverne, som er fyldt med alle de gode kilder med indgange til fortiden og de glemte hemmeligheder. Men hvordan får du så adgang til disse kilder?
Vi bringer kilderne til Skagen mandag den 15. april på Kappelborg, hvor du har mulighed for at møde Danmarks Rigsarkivar Asbjørn Hellum og Stadsarkivar Ruth Hedegaard.
Kom og se hjemvendte originale kilder til Skagens købstadshistorie
Gratis adgang med kaffe og te.
Her kan du opleve at se nogle af de historiske kilder, som dokumenterer Skagens Købstadshistorie. Foredraget er lavet i anledningen af Skagens 600 års Købstadsjubilæum, som vi på Frederikshavn Stadsarkiv gerne vil være med til at fejre. Det sker ved, at vi sætter fokus på det kildemateriale fra Skagen Købstad, som opbevares på henholdsvis stadsarkivet og rigsarkivet. Vi vil nemlig gerne vise og oplyse om hvilket kildemateriale vi har bevaret, som fortæller Skagens købstadshistorie og ikke mindst hvordan du får adgang til materialet.
I anledning af Skagen Købstadsjubilæum vil vi gøre en ekstra indsats i år for at få Skagen Købstads arkivalier digitaliseret, så en del af det spændende arkivmateriale nu kan tilgås fra vores hjemmeside. Skagen Købstadsjubilæum sammenkobler vi med et nyt stort digitaliseringsprojekt kaldet ”Din Digitale Danmarkshistorie”, hvor vi arbejder på at få digitaliseret ALT arkivmateriale fra året 1870 og senere 1937. Projektet vil give et digitalt tværsnit af sogne og købstæder i Frederikshavn Kommune anno 1870, som også kan ses på hjemmesiden. Stadsarkivets to frivillige Grete Hjort og Emma Madsen er fuld i gang med at transskribere forskelligt materiale fra Skagen Købstad og Råbjerg Sognekommune fra året 1870, som løbende kan ses og læses på vores hjemmeside.
Frederikshavn Stadsarkiv er hele Frederikshavn kommunes arkiv og rummer de kommunale arkivalier fra de tre gamle købstæder Sæby, Frederikshavn og Skagen samt deres tilknyttede sognekommuner. I 2010 hjemtog Stadsarkivet alle de kommunale arkivalier fra de tre gamle købstæder og sognekommunerne fra Landsarkivet i Viborg, og vi har efterfølgende ordnet materialet og lavet oversigter på vores hjemmeside www.frederikshavnstadsarkiv.dk. Dermed kan alle borgere se, hvad Stadsarkivet opbevarer fra eksempelvis Skagen Købstad og let få adgang til at se materialet her hos os.
Arrangører: Kulturhus Kappelborg i samarbejde med Skagen Købstadsjubilæum 2013, Skagen Lokalhistoriske Forening og Frederikshavn Stadsarkiv
Yderligere oplysninger kan fås hos
Ruth Hedegaard
ruhe@frederikshavn.dk – 98459141
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vi bringer kilderne til Skagen' til en bekendt