
En livsvandring i stadsarkivet
4. maj 2013 - kl. 9:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vi kender alle følelsen af ”det var en livsalder siden”. En livsalder fyldt med oplevelser, begivenheder, udvikling og meget meget mere. Vi har alle en livshistorie, ligesom vores forældre og vores slægtninge har en livshistorie, hver person med en fortælling der kan skildres på tusinde måder. Denne artikel omhandler en Skagen families livshistorie, fortalt ud fra de lokale kommunale arkiver.
Denne livshistorie begynder med et julelegat på 15 kr. tildelt den 11. december 1926. Jeg fandt en lille støvet bog i Skagen Købstads arkiv, der efter nærmere nærlæsning viser sig at være en bestyrelsesprotokol for Etatsraad E. M. Møllers og Hustru Anne Maries Julelegat for fattige børn i Skagen Købstad.
Fundatsen til julelegatet bestemmer, at renterne af den skænkede sum på 2000 kr., hvert år skal tildeles fattige børn i Skagen Købstad i ligeligt delt portioner. Øverst på listen står enke Kristiane Simonsen fra Østerby, der får tildelt et julelegat på 15 kr. hver december frem til 1930. (Se arkivaliet nederst)
Ligesom de fleste andre arkivalier fra stadsarkivet, følger der ikke flere oplysning med denne lille bog. Dette betyder, at jeg må grave dybere for at finde flere informationer om enke Kristiane Simonsens livshistorie i Skagen i begyndelsen af 1900-tallet.
Folkeregisterkort, en god indgang til slægtsforskning.
En rigtig god kilde, med generelle og brugbare oplysninger fra de kommunale arkiver, er folkeregisterkort. Folkeregisteret blev oprettet i 1924 og dets primære funktion var at holde rede på kommunens borgere og deres bopæl, flytning, ægteskabelige forhold, børn m.v.
Folkeregisterkort var aktive og blev ajourført i perioden 1924-1968 (nogle helt frem til 1978), og blev efterfølgende erstattet af CPR-registeret. Folkeregisterkort er opstillet alfabetisk, og er derfor let anvendelige arkivalier.
Kristiane Simonsens folkeregisterkort viser, at hun er født den 29. april 1883 i Skagen med pigenavnet Andersen. Af folkeregisterkortet kan jeg også se, at hun havde 5 drenge født i perioden 1910-1919, og at Kristiane havde bopæl i Skagen frem til sin død den 21/7 1959. Kristianes fødselsdato kunne jeg herefter bekræfte via fødselsprotokollen fra Skagen Købstad i perioden 1845-1892, som findes i en digitaliseret version på vores hjemmeside www.frederikshavnstadsarkiv.dk.
Enkebørnsunderstøttelse som primær indkomst.
Næste spor blev at undersøge, om Kristiane Simonsen modtog enkebørnsunderstøttelse fra Skagen Købstad. Enkebørnsunderstøttelse er en arkivalietype i form af enkeltpersoners sagsmapper, opstillet efter det år hvor vedkommende har søgt om enkebørnsunderstøttelse. Jeg ved, at Kristiane Simonsen modtog et julelegat som enke i 1926, og derfor begynder min søgen efter hendes sagsmappe i arkivæsken med året 1926 og tilbage i tiden. I arkivæsken fra år 1918/1919 finder jeg Kristiane Simonsens begæring om understøttelse til børn af enker. Begæringen er udfyldt med den fineste, letlæselige håndskrift og er underskrevet den 20. november 1918.
I sagsmappen findes dokumentation på at Kristiane Simonsen er blevet enke. Heri bevares den originale dødsattest på fisker Martinus Andreas Simonsen, som er afgået ved døden den 31. oktober 1918. Hvordan Martinus Andreas Simonsen døde fremgår ikke af dødsattesten, men bagerst i sagsmappen finder jeg en leveattest, som er underskrevet sognepræsten. Af denne bekræftes det, at Kristiane er blevet enke med 7 levende børn, hvoraf den sidstfødte dreng er født næsten 5 måneder efter faderens død. Drengens originale dåbsattest er også vedlagt, som dokumentation på fødslen, han bliver opkaldt efter faderen Martinus Andreas Simonsenog døbt den 2. juni 1919.
I Kristiane Simonsens begæring udfylder hun, at hun ikke har et erhverv og derfor ingen indkomst, hun ejer dog en fast ejendom, som er vurderet til 4500 kr.
7 personer i fiskerhus på 47m².
Ud fra kommunens registrering over Kristiane Simonsens bosteder i Skagen, kan jeg se, at hun bor i et lille fiskerhus på 47 m² beliggende på Ole Svendsensvej 14. Ifølge Kristianes folkeregisterkort bliver hun boende i dette hus frem til sin død i 1959. På bagsiden af folkeregisterkortet står der anført en lille anmærkning med nummeret A.R. 2948.
A.R. 2948 henviser til, at Kristiane Simonsen har modtaget aldersrente, også senere kendt som folkepension, af Skagen Købstad. Nummeret viser mig derfor videre til hendes aldersrentesag, hvori hun har udfyldt en begæring om aldersrente i 1952, som 61-årig. Ansøgningen bliver godkendt, og jeg kan se, at Kristiane Simonsen modtager en gennemsnitlig udbetaling på knap 200 kr. om måneden, frem til sin død i 1959. Alle borgere har en livshistorie, som kan fortælles ud fra arkivalierne i stadsarkivet. Når jeg begynder en slægtsforskning i stadsarkivet, er det aldrig til at vide, hvilke eller hvor mange arkivalier jeg kan finde på hver enkelt person. Hvert arkivalie giver et lille brudstykke af den samlede livshistorie og til tider også et lille hint om, hvor man kan finde næste spor. Derfor bliver slægtsforskning i stadsarkivet tit en spændende, uforudsigelig og sjældent lineær livsvandring i de mange forskellige arkivalier.
Hvis denne lille skildring over slægtsforskning i stadsarkivet har vakt din interesse, og du selv skulle have lyst til at se nærmere på dine forfædres lokale historie, skal du være velkommen til at kontakte os.
Du finder os på Frederikshavn Rådhus, på vores hjemmeside www.frederikshavnstadsarkiv.dk, på Facebook eller ved at sende en mail til os på stadsarkiv@frederikshavn.dk. Skrevet af Cand. mag. Karen Olesen, arkivar hos Frederikshavn Stadsarkiv, 2013.
3 kommentarer til “En livsvandring i stadsarkivet” under annoncerne.

















Hej Helle og Camilla
Jeg er rigtig glad for at i fandt det spændende læsning, sikke et liv jeres slægtninge har levet, det er intet mindre end fasinerende at dykke ned i deres historie.
Utrolig spændende læsning – Kristiane Simonsen var min oldemor, min morfar var Martinus Andreas Simonsen, som blev opkaldt efter sin afdøde far.
Spændende læsning om min bedstemor Kristiane Simonsen, som mistede sin mand, der døde af den spanske syge, da hun ventede barn nr. 7, som var min far.