
Dagplejedag i fiskens tegn
10. maj 2013 - kl. 7:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget følgende fra Joan Rasmussen, der er dagplejer i Ålbæk:
Dagplejedagen 2013 druknede næsten i regn. Derfor var vi i Aalbæk Dagpleje særligt glade for årets tema.
Temaet for årets dagplejedag var nemlig FISK. Forud for dagen havde Dagplejerne og de små dagplejebørn været på tur på havnen, hvor vi så fiskekuttere og de arbejdende fiskere, samt en masse måger.
Vi har i legestuen lavet fiskestænger og malet fisk.
Vi har været på besøg hos den lokale fiskehandler Mads. Her så vi mange fine fisk og rørte ved en rigtig levende rødspætte, bagefter trakterede Mads os med fiskefrikadeller og saft.
Så oprandt dagen, Dagplejedagen falder altid på den anden onsdag i maj. Vi mødtes foran Kiwi, og gik med flot pyntede vogne en lille runde omkring bl.a. Plejeboligerne, som vi jo er vant til at besøge.
Optoget sluttede på Aalbæk Gammel Kro, hvor der var dækket op med de fine duge, blomster og lys. Her fik børn og voksne dejlige fiskefilletter og pommes frites. Og der blev skålet og guffet og hygget til den store guldmedalje. Det var en rigtig god oplevelse for de små at være på kro og spise fint.
Trods voldsomme regnbyger, blev det alligevel en dejlig dag, med nye oplevelser for de små.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dagplejedag i fiskens tegn' til en bekendt