
Dronningen på besøg hos Danish Yachts
6. september 2013 - kl. 9:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
H.M. Dronningen blev på Danish Yachts modtaget af direktør Patrick von Sydov, bestyrelsesmedlem Christina Sørensen Lotter (datter af stifteren Philip Sørensen). Med ved modtagelsen var også Jens Stadum.
Patrick von Sydov viste herefter Dronningen rundt i produktionshallerne.
Værftet har specialiseret sig i at bygge unikke sejl- og motoryachts fra 80 – 150 fod. Værftet er karakteriseret ved at have høje håndværksmæssige kvalifikationer. De bruger udelukkende de bedste materialer og samarbejder med nogle af verdens førende designere.
I skibsværftets første leveår fremstillede værftet luksusyacht i kulfiber, blandt andet den prisbelønnede “Shooting Star”. Finanskrisen har dog betydet, at markedet for luksusyachts er svundet ind.
Danish Yacht satser nu også på et andet mere erhvervsrettet spor: specialdesignede kulfiberskibe til servicering af offshore vindmølleparker. Det er et marked i vækst, og de supplybåde, som Danish Yachts fremstiller, er bygget i det lette, men meget stærke materiale kulfiberkomposit. Denne nye skibstype er særdeles stabil og meget hurtig. Samtidig bruger de mindre brændstof end de supplybåde, man hidtil har brugt.
Kan bruges i al slags vejr
Det fartøj, Danish Yacht har udviklet, kan næsten ”gå på vandet”. Supplybåden kan sejle under næsten alle vejrforhold. Den har plads til 24 passagerer og 5 besætningsmedlemmer. Fartøjet er banebrydende både hvad angår design og teknologi, og det har stor betydning for offshorebranchen, at skibene kan sejle også under kraftige storme, og besætningen sammen med passagererne vel at mærke stadig er ”ved godt mod”.
Inden Dronningen forlod Danish Yachts overrakte Christina Sørensen Lotter en gave til majestæten.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dronningen på besøg hos Danish Yachts' til en bekendt