Laurines historie

10. august 2014 - kl. 9:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

I går, lørdag den 9.august var der en mindehøjtidelighed i Sct.Catarinae Kirke i Hjørring. Anledningen er 200-året for Laurine Hjørings fødsel. Deltagerne var en stor gruppe af Laurines efterkommere, som igen samles til fest, sang og eftertanke – i mindet om Laurine. Da Laurine Hjøring af Højen døde den 20. Januar 1902, blev hun fulgt til graven af flere hundrede skagboere. I dag er der rejst en stor mindesten over hende og ægtemanden, Lauritz Lundholm, på Højen kirkegård. Men hvem var Laurine Hjøring? Ja. , Laurines historie er ”…. historien med et eventyrligt skær af magi”. Som i alle gode historier er der noget af den, der kunne være sket, og en hel del, der er ganske vist. Takket være to af Laurines efterkommere – ”Kriminalen”, Richard Lauritzen Lundholm og Jens-Aage Lundholm Sørensen – ved vi i dag en del om, hvad der skete, både før og efter at den nyfødte Laurine blev fundet i en lade udenfor Hjørring – en augustmorgen i 1814. Ved siden af det spæde pigebarn lå 30 alen lagenlærred og shirts, hvilket kunne tyde på, at det ikke var fattigfolk, der havde efterladt barnet. Dagen efter at hun blev fundet i Anton Simesteds lade, blev hun døbt i Sankt Catarinae kirke. Fødselsdatoen blev fastsat til 10.august og efternavnet skulle selvfølgelig være Hjøring, efter byen, hvor hun blev fundet. Præstens datter foreslog fornavnet ”Laurine”, og sådan blev det. At det netop var præstens datter, Karen, der foreslog det, understøtter formodningen om, at hun var den lille piges ukendte mor. Sikkert er det i hvert fald, at en vis musikalsk franskmand fra en omrejsende zigøjnertrup var blevet tilbage i præstegården til pasning og pleje en halv snes måneder tidligere. Zigøjnerne var draget videre, og den sårede musikant var død. Hans navn var Laurin. En medfødt spilleglæde og et rastløst sind havde i generationer ført hans familie op gennem Europa siden 1600-tallet. (den historie kan du finde på Lokalsamlingen oppe i Tinghuset). Den lille Laurine kom ”på kommunen” i pleje. Det iltre sydlandske temperament blev tæmmet til en usædvanlig stor virketrang og udholdenhed. Hendes skudsmålsbog fortæller, at hun var både begavet og pligtopfyldende. Og ”… hun udmærker sig ved beskeden og god Opførsel”, skrev pastor Schibby i Tversted. Disse gode evner fik Laurine rigeligt brug for, efter at hun 17.november 1840 giftede sig med enkemanden Lauritz Lundholm Lauritzen, og fulgte ham til hans hus i Højen. Et af hendes mange gøremål blev arbejdet som jordmoder. Så foruden sine egne syv børn hjalp hun i årenes løb adskillige små højboere til verden. Derudover var hun flittig ved væven, fungerede som klog kone og fremstillede forskelligt hjemmesløjd sammen med manden. Alle Lauritzes og Laurines børn arvede moderens slidstærke opfindsomhed og udholdende gemyt. To af drengene, Søren Peder og Hans, gjorde glorværdige indsatser ved Redningsvæsnet. Hans måtte dog opgive dette arbejde, da han kom ud for en ulykke på Jeckels savværk. Herefter overtog han sin fars arbejde som gående post mellem Frederikshavn og Skagen. Derefter blev den livsduelige mand kendt som ”Post-Hans”. Det gamle kaldenavn ”Salt-Hans” hængte dog nok ved lidt endnu. Forfatteren Søiberg skriver i ”Søkongen” om Laurine som jordmoder, og derudover giver den store mindesten på kirkegården et godt billede af, at Laurine Hjørring var en dame af en vis kaliber. Og ”et skær af magi”, som avisen skrev i 1902. Og det er jo nok værd at feste for. Tekst: Marianne Bindslev

Laurine sammen med svigerdatteren Else-Marie (født Jensen Thrane)