
Fra Dallas Buyers Club.
Så er der igen natfilm i Biografen
3. oktober 2014 - kl. 7:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nu byder Kulturhus Kappelborg og Skagen Bio atter på en lille håndfuld Natfilm.
De er udvalgt blandt den pulje af nyere spillefilm, som Skagen Bio af praktiske grunde ikke kan overkomme at vise. Der er tale om film af meget høj kvalitet, og alle er prisbelønnede ved festivaler over hele kloden.
Filmene vises fire mandage i rap, og man starter mandag den 10. november med “Dallas Buyers Club”.
Rodeocowboyen og junkien Ron Woodroof får konstateret AIDS og har 30 dage tilbage at leve i. Tilfældigt opdager han en effektiv medicin, men sundhedsmyndighederne vil ikke anerkende den – og så er spillet kørende. En gribende film, som indbragte hovedrolleindehaveren – Matthew McConaughey – en Oscar for bedste mandlige skuespillerpræstation.
De følgende film er den grumme “Stratos”, den franske filmperle “Betties tur” og den norske “Blind”, som allerede har fået klassikerstatus.
Filmene vises kl. 21 i Biografen, dog begynder man allerede kl. 20 den 24. november, hvor overskriften er Beaujolais og hvor man starter med en rask introduktion til årets nye, franske bøger samt et glas beaujolais.
Der er et beskedent billetgebyr, og billetter kan købes på skagenbilletten.dk eller ved indgangen – hvis der er flere tilbage.
Natfilmprogrammet kan ses på hjemmesiden for Kulturhus Kappelborg eller hentes på biblioteket eller i biografen.
Vil man se film, kan intet måle sig med biografens store lærred og formidable lyd.
Velkommen til Natfilm.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er der igen natfilm i Biografen' til en bekendt