
Fra venstre: Anna Marie Thusgaard Pedersen - Lisbet Lykkegaard - Dorthe Pedersen – Mads Thomsen – Bill Berg – Per Kjærsgaard Nielsen. Foto: Michael Mogensbæk.
Aalbæk Sjøw 2015 er under tilblivelse
22. oktober 2014 - kl. 8:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag den 5. marts 2015, åbnes dørene på Hotel- og Feriecenter Skagen Strand, for premieren på årets revy, ”Aalbæk Sjøw 2015–til søs”. Revyen opføres herefter i dagene 6., 7., 12., 13. og 14. marts.
Undertitlen ”til søs” skyldes, at revyen i 2015 får et lettere maritimt islæt. Vi har tidligere år bl.a. været i luften, på prærien på film og i 2015 bliver det så til søs. Det skal lige slås fast, at ”til søs” ikke har noget med de vandede vittigheder at gøre, men afspejler omgivelserne i hallen, samt start, slut og optakten til pausen, der forventeligt kommer til at foregå på ”dybt vand”.
Derudover vil revyen, som sædvanligt, være opbygget efter den gamle kendte danske revytradition, ”lagkagerevyen”, hvor numrene lag for lag lægges sammen til en kage, hvor der er en blanding af sang, satire, noget til øret, noget til øjet og lidt til eftertanke og sidst men ikke mindst, motion til lattermusklerne.
Revyholdet arbejder i øjeblikket på at finde teksterne til den kommende revy, og det er slet ikke kedeligt.
2 nye mænd på scenen:
Siden sidste revy har Erik Witt Olsen og Bjørn Møller Nielsen valgt at træde ned fra scenen, for at få mere tid til henholdsvis uddannelse og arbejde. Det har betydet, at der i løbet af sommeren har været afholdt audition i bedste ”X-faktor” stil, for at finde de bedste på markedet, til at stå på revyens scene.
Valget faldt på Mads Thomsen og Per Kjærsgaard Nielsen. Mads, der for nyligt er flyttet til Aalbæk, bliver sceneholdets yngste, men trods det, har han allerede en del revyerfaring, idet han har været med til at spille revy i Hjallerup og derudover har arbejdet med underholdning i forskellige sammenhænge.
Per bor i Strandby og har været aktiv i Sygehusrevyen, i Frederikshavn i mange år, og er derudover kendt af mange, i rollen som Pizza manden.
Nedtælling til billetsalg:
Lørdag den 29. november kl. 12. starter billetsalget på revyens hjemmeside www.aalbaeksjoew.dk. Hjemmesiden vil fra medio november, være opdateret med program og priser for de enkelte dage.
Revyen opføres 6 gange, hvilket giver plads til i alt 1800 personer.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalbæk Sjøw 2015 er under tilblivelse' til en bekendt