
Nedlæggelse af hotelpligt ved Niels Skiveren drøftes i Planudvalg
9. november 2014 - kl. 8:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune mødes den 11. november, skal man som åben sag bl.a. have genoptaget en drøftelse om nedlæggelse af hotelpligten ved Niels Skiverens Gaard i Skiveren.
Plan- og Miljøudvalget besluttede på møde i juni 2013, at ønsket fra Ejerforeningen Niels Skiverens Gaard om nedlæggelse af hotelpligten drøftes med de statslige myndigheder, hvorefter sagen genoptages.
På baggrund af en fremsendt redegørelse til Naturstyrelsen om situationen på turismeområdet generelt og specifikt for det konkrete hotel blev der afholdt møde med Styrelsen den 12. juni i år. Her gav Naturstyrelsen meget klart udtryk for, at nedlæggelse af hotelpligt for hoteller beliggende i landzone indenfor kystnærhedszonen er det samme som at udlægge et nyt sommerhusområde, altså et forsøg på omgåelse.
Udlæg af nye sommerhusområder er klart i strid med bestemmelserne i Lov om planlægning – en bestemmelse, der er vital, og som der på ingen måde gås på kompromis med eller dispenseres fra.
Naturstyrelsen har i august måned skriftligt bekræftet, at en ophævelse af hotelpligten vil være i strid med planlovens forbud om udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.
På den baggrund ser kommunens Fagcenter ingen mulighed for, at ejerforeningens ønske kan imødekommes, og det er centrets vurdering, at der ikke er grundlag for at foretage yderligere i sagen.
Til drøftelsen har Teknik- og miljødirektøren indstillet, at udvalget tager Naturstyrelsens udmelding til efterretning, og at Ejerforeningen orienteres herom og henvises til at søge at udnytte de muligheder, der ligger i gældende lokalplan vedrørende timeshare.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nedlæggelse af hotelpligt ved Niels Skiveren drøftes i Planudvalg' til en bekendt