
Integrationsindsatsen i fremtiden
8. juni 2015 - kl. 6:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Arbejdsmarkedsudvalget mødes i dag, den 8. juni, er overskriften for et af dagordenens punkter ”Integrationsindsatsen i fremtiden”.
Det fremgår af punktet, at den fremtidige indsats tager udgangspunkt i at øge integrationseffekten ved, at integrationen skal indeholde både den sprogmæssige del og den virksomhedsrettede del med henblik på hurtig selvforsørgelse. Forventningen med den fremtidige sammensætning af indsatsen er at kunne opnå en væsentligt højere andel af nydanskere på egen forsørgelse efter endt integrationsprogram end hidtil.
Der skal være en kombination af sprogundervisning på sprogskolen og daglig kontakt med danskere på en arbejdsplads. Forudsætningen for integration er både sprog og job. Det forventes, at sprogundervisningen afvikles i både Frederikshavn og Skagen. Antallet af borgere på integrationsprogrammet har været stigende de senere år, hvilket sætter indsatsen under voldsomt pres hos jobkonsulenterne. Forventningen til antallet på kvoten er i fremtiden stigende grundet verdenssituationen.
Ses der på aldersfordelingen er den markant største gruppe borgere i alderen 18-39 år. Personer fra Syrien udgør næsten 33 % af målgruppen; derudover er der mange rumænere, polakker og thailændere. I 2015 forventes størstedelen af målgruppen at stamme fra Syrien, Eritrea, Afghanistan, Iran samt tjetjenere fra Rusland.
Integrationsindsatsen i området betragtes er god. Frederikshavn kommune er placeret lige under landsgennemsnittet. Ud af 210 integrationsforløb er 11,4 % selvforsørgende efter ½ år, og 20,5 % er selvforsørgende efter 1 år.
Dog er der plads til forbedringer på aktivitetssiden, hvor antallet af aktiviteter ikke er steget i samme grad som antallet af borgere i integrationsindsatsen. Det betyder, at aktivitetsgraden har været faldende. Endvidere er antallet af aktiviteter i private virksomheder stort set fraværende. Langt de fleste afslutter integrationsprogrammet til kontanthjælp. Der vil derfor være store gevinster ved en mere virksomhedsrettet indsats, hvor flere borgere afsluttes til ordinær beskæftigelse.
Flygtninge/indvandrere skal fremover tilbydes et branchepakkeforløb, der bibringer borgerne motivation og kompetencer og styrker deres muligheder for ordinær beskæftigelse. I branchepakkerne er der fastlagt målbare niveauer og generelle kompetencekrav for hvert modul, der skal være opfyldt, før borgeren kan gå til næste modul. Kompetencekravene er bestemt ud fra nogle almene faglige og personlige kompetencer, som er gældende indenfor de enkelte brancher. Ambitionen for indsatsen i Frederikshavn Kommune er at forbedre beskæftigelseseffekten med en tredobling.
Branchepakkerne bygger på følgende moduler:
- Introduktionsforløb – fælles 8 ugers introduktionskursus, hvor borgerne introduceres til branchepakkerne, og hvor borgerne kompetenceudvikles personligt og fagligt. På introduktionsforløbet afdækkes borgernes ressourcer, og borgeren træffer valg af branchepakke.
- Et ’”snuse”-virksomhedsforløb, der består af kortere praktikophold på virksomheder, hvor borgerens valg af branche ”virkelighedstestes”.
- Første virksomhedsforløb: I første forløb trænes og grundlægges nogle almene basiskompetencer inden for brancheområdet. Det omfatter både faglige, sproglige og personlige kompetencer.
- Andet virksomhedsforløb: I andet virksomhedsforløb trænes og grundlægges tekniske kvalifikationer inden for branchen, bl.a. gennem deltagelse i arbejdsmarkedsfaglige uddannelser.
- Tredje virksomhedsforløb: I tredje virksomhedsforløb vedligeholdes kompetencer, og borgeren placeres strategisk, hvor der er mange jobåbninger.
Branchepakkerne udarbejdes og tilpasses i forhold til mulighederne på det lokale arbejdsmarked.
Den samlede indsats for nydanskere samles i en integrationsafdeling med ansvar for alle nydanskere – flygtninge, indvandrere og kvoteflygtninge fra ikke vestlige lande samt alle EU-borgere, som kommer til Danmark for at arbejde og eventuelt bosætte sig. Det vil betyde, at der kan laves en målrettet, specialiseret og sammenhængende indsats for både nye og herboende nydanskere. Borgere, der er overgået til Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB-loven), der er karakteriseret ved manglende integration, sprogkundskaber og tilknytning til arbejdsmarkedet, vil også komme i betragtning til branchepakkerne.
Kommunaldirektøren indstiller til udvalget, at politikken for kommunens fremtidige integrationsindsats godkendes.
Tekst af Per Rye

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Integrationsindsatsen i fremtiden' til en bekendt