
Jurassic Park har udviklet sig meget siden den første film – måske lidt for meget. Det kan man opleve i den nye Jurassic World.
Dinosaurer i 3D i Biffen
20. juni 2015 - kl. 6:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag 25. juni er der premiere på den helt nye film om dinosaurer – Jurassic World.
Teknologien er kommet et langt stykke vej, siden John Hammond fik ideen til sin Jurassic Park. De tekniske problemer er løst og de seneste 10 år er Jurassic World på Isla Nublar blevet en af verdens mest succesfulde temaparker.
Men som med alle andre parker svinder nyhedens interesse, og der skal hele tiden nye attraktioner til.
Børnezoo med rideture på unge triceratopser kan være meget godt, men det virkelige trækplaster er større, vildere – og med flere tænder.
Forskerne er løbet tør for dinosaurer at genoplive med deres genteknologi, så de går det næste logiske skridt og opfinder en helt ny art ved at splejse nogle egenskaber sammen, som de er sikre på, vil give publikum det søde gys … større, vildere og med flere tænder.
Instruktøren Colin Trevorrow tager endnu engang publikum på en tur til Isla Nublar og de genoplivede dinosaurer, som Steven Spielberg introducerede for 22 år siden.
Foruden de uhyggeligt livagtige dinosaurer præsenterer han Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D’Onofrio blandt de menneskelige aktører, der forsøger at afværge den katastrofe, som de selv har skabt.
Filmen er i 3D.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dinosaurer i 3D i Biffen' til en bekendt