
De Utrolige År baby
13. september 2015 - kl. 7:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sundhedsudvalget har på dets seneste møde taget en indstilling fra Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren om ”De Utrolige År baby” til efterretning.
Der er tale om et uddannelsesprogram for forældre med henblik på at nedbringe antallet af anbragte børn i Frederikshavn Kommune.
Børne- og Ungdomsudvalget godkendte tilbage i november i fjor en tids- og investeringsplan for en sådan nedbringelse.
Programmet henvender sig til førstegangsforældre med børn i alderen 0-1 år, og består af et forløb på 8–10 mødegange, hvor der arbejdes med temaer om barnets udvikling og forældreskabet. Programmet er manualbaseret, og forløbene ledes af to gruppeledere.
Frederikshavn Kommune har ansøgt Socialstyrelsen og er blevet godkendt til at få støtte til at implementere ”De Utrolige År baby”. I 2015 uddannes i september 2 sundhedsplejersker og 2 familieterapeuter til gruppeledere. Oprindeligt havde kommunen ansøgt Socialstyrelsen om at få uddannet 6 gruppeledere, men blev kun bevilliget uddannelse til 4. Derfor er det kun muligt at starte med 2 forløb resten af i år. Disse forløb vil blive tilbudt de første 6–7 førstegangsforældre i nordområdet (Skagen) og i et midterområde (Frederikshavn by). Siden sker en større geografisk dækning af hele kommunen.
Kommunen vil gerne sikre og forbedre ”den røde tråd” i den samlede sundhedsindsats. Derfor har man i juli i år søgt om at få uddannet yderligere 4 gruppeledere.
Ved at fordoble antallet af gruppeledere vil mulighederne for at udbrede ”De Utrolige År baby” som planlagt i hele kommunen kunne forbedres, ligesom funktionen vil være mindre sårbar overfor eksempelvis personaleudskiftning. Der er i denne sammenhæng lagt vægt på, at arbejdet med forældreuddannelsen skal indgå i det almindelige sundhedsplejearbejde og ikke som en specialiseret funktion hos nogle få.
Når programmet efter 2017 er fuldt ud implementeret, forventes det, at 72-84 forældrepar vil kunne modtage tilbuddet.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De Utrolige År baby' til en bekendt