Mange anbefalinger til Byrådet

Mange anbefalinger til Byrådet

15. september 2015 - kl. 12:25 - af

Når Byrådet holder næste ordinære møde i morgen, den 16. september, er der en lang række sager, som forud har været behandlet af diverse udvalg. De er derfor stort set afklaret og har fået prædikatet ”anbefales” over for Byrådet.

Første punkt på dagsordenen er en anbefaling fra Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om, at et lokalplanforslag vedr. ny bebyggelse nær Solsbæk Strand i Sæbys sydlige udkant sendes i offentlig høring. I foroffentlighedsfasen har Frederikshavn Kommune modtaget 4 indsigelser. Tre naboer i det eksisterende boligområde nord for det nye planområde bemærker til det nye naboskab, at de er bekymrede for det rekreative område mellem planområdet og deres boligområde. Derudover har ejerne af pelsdyrfarmen syd for planområdet indgivet modstand mod, at der overhovedet planlægges for boliger i området.

Dernæst anbefaler Økonomiudvalget, at Byrådet nikker ja til en endelig vedtagelse af tillæg til kommunens spildevandsplan for så vidt angår separering af Skagens nordøstlige del. Tillægget dækker et areal på ca. 89 hektar og giver mulighed for, at kloakeringsprincippet ændres fra fælleskloakering til separatkloakering. Herved ledes spildevandet fra området fortsat til rensning på Skagen Renseanlæg, mens tag- og overfladevand afkobles og afledes til Kattegat via havnebassinet i Skagen Havn.

Endvidere foreligger der et forslag til tillæg til spildevandsplanen vedr. regnsvandsbassin / sø ved Guldmajsvej i Skagen. Det er meningen, at en sådan etablering kan forsinke udledningen til Guldmajsgrøften, og samtidig fungere som en rekreativ sø i området.

Byrådet får også fra Økonomiudvalget en anbefaling af et forslag til en kommunal affaldsplan for årene 2014-24. Det sker, inden forslaget fremlægges i offentlig høring i minimum 8 uger, hvor forslaget kan kommenteres.

Dagsordenen rummer tillige en anbefaling af, at Byrådet endeligt godkender renovationstaksterne for 2016, som tidligere har været beskrevet i artikel her i avisen.

Der foreligger en anbefaling om, at Byrådet godkender, at kommunen er positiv over for et lån, som Voerså Kraftvarmeværk ønsker at optage. Kommunen går derved ind på at stille garanti for knap 8 mio. kr.

Blandt de øvrige punkter får Byrådet forelagt behandling af det kommunale budget for de kommende år frem til og med 2019. Økonomiudvalget anbefaler med en bemærkning om, at likviditetslånet i 2016 anvendes til at finansiere anlæg. Økonomiudvalget er opmærksomt på, at de økonomiske måltal i årene fremover tilpasses, så driftsoverskud minus de skattefinansierede anlægsudgifter fortsat er af en størrelsesorden, som kan håndtere de budgetterede afdrag på lån.

Byrådet forventes tillige at sige ja til en plan for en øget uddannelsesindsats for ledige, og det endelige regnskab for Sundhedshus Sæby foreligger klar til Byrådets accept. Byrådet skal også bl.a. beslutte nedrivning af Munkebakkeskolen i Frederikshavn samt vælge ny stedfortræder til Folkeoplysningsudvalget.

Til byrådsmødet er der afbud fra Jens Hedegaard Kristensen (A); som stedfortræder møder Steen Jensen (A).

 

Tekst af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Mange anbefalinger til Byrådet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger