
Dokumentarfilmen Amy er et intimt portræt af rockstjernen Amy Winehouse som døde 27 år gammel i 2009.
Rockhistorie i biografen
17. september 2015 - kl. 9:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det handler om musik – rockmusik, men det er ikke musikken der for alvor er i fokus i de to film, Skagen Bio viser i morgen, fredag aften.
Aftenens hovedfilm er Amy.
Det er et intimt portræt af den mytiske rockstjerne Amy Winehouse.
Gennem gamle hjemmevideoer, intime interviews og udtalelser fra sangerindens familie og samarbejdspartnere ser vi en ny side af den tragiske skæbne Winehouse, hvis alkoholmisbrug og personlige forhold ofte var altoverskyggende i tabloidmedierne.
I filmen indrømmer sangerinden blandt andet, at hun fortryder sin berømmelse og selvsabotagen, det medførte – og som førte til hendes alt for tidlige død som 27-årig i 2009.
Amy er instrueret af BAFTA-vinderen Asif Kapadia.
Som forfilm til Amy vises dokumentarfilmen Nine Rocks.
Titlen er inspireret af de ni sten, der står på mindestedet for de ni, som døde ved Pearl Jam-koncerten på Roskildefestivalen i 2000.
Initiativet til filmen er taget af Tor Nygård Kolding, som selv var meget tæt på også at blive kvalt da alt gik galt ved den overfyldte koncert i Roskilde. Tor Nygård Kolding er også sammen med filmklipperen Rikke Selin instruktør på filmen.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rockhistorie i biografen' til en bekendt