Borgmesteren stolt over indgået budget

Borgmesteren stolt over indgået budget

25. september 2015 - kl. 16:53 - af

Borgmester Birgit Stenbak Hansen (A) er stolt over det netop indgåede budgetforlig for den kommunale husholdning i 2016 og i overslagsårene 2017-19.

I en kommentar til SkagensAvis glæder borgmesteren sig over, at ikke færre end 30 ud af byrådets 31 medlemmer er med i forliget (kun Enhedslisten står udenfor, red.).

”Det betyder, at vi kan fortsætte det overordnede samarbejde og den økonomisk lagte linje og samtidig sikre stabiliteten i økonomien,” siger Birgit S. Hansen, som ikke er bange for at betegne aftalen som ganske imponerende på baggrund af den stramme kommunale økonomi, og hun bedyrer, at den store politiske ansvarlighed i byrådet samtidig betyder, at der nu er styr på kommunens økonomi og rammerne herfor.

Borgmesteren glæder sig over, at der er fundet op til 7,5 mio. kr., der primært i 2016 skal sætte skub i indsatsen med en tidlig indsats for børnefamilier.

”Forligspartierne har haft et stort fokus på, at det er meget vigtigt at gøre en ekstra indsats for at redde socialt belastede familier fra en social deroute, og det vil ske som en synergi i et samarbejde mellem socialområdet, sundhedsområdet, børneområdet samt arbejdsmarkedsområdet,” forklarer Birgit Stenbak Hansen.

Desuden vil der være op imod 11 mio. kr., som delvis hidrører fra den såkaldte ældrepulje, til social- og sundhedsområdet for ældre borgere, og der bliver 3 mio. kr. ekstra til børneområdet.

Der er endvidere fundet penge til at se på midtbyforskønnelse og klimasikring. I Skagen vil fokus i den forbindelse ikke mindst blive rettet mod en forskønnelse af Skolemarken, hvor borgmesteren peger på, at det vil være tiltrængt at skabe en park eller oase for folk.

I Sæby og Frederikshavn vil der bl.a. blive set på en generel udvikling af midtbyen, og borgmesteren ser gerne, at der i befolkningen starter en debat om, hvordan det bedst kan gøres. Endvidere er borgmesteren af den opfattelse, at der også bør kunne findes økonomi til at fremtidssikre ”Skovlyst” i Sæbygård Skov.

Der vil blive set på klimasikring i den sydligste del af kommunen i form af grødskæring ved åer og bække. Denne opgave skulle der kunne findes op imod et par millioner kr. til..

Borgmesteren erkender, at det selvfølgelig fortsat vil gøre ondt, at der i foråret blev skåret 1 % af driften hele vejen rundt (svarende til ca. 25 mio. kr.), men det var vigtigt at få økonomien på ret køl, og hun håber meget, man slipper for at skulle ud i fyringsrunder, og at der nu er skabt økonomisk stabilitet.

 

Tekst af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Borgmesteren stolt over indgået budget' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger