
Viser i fortid og nutid
5. oktober 2015 - kl. 9:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Eftermiddagsmøde i Sognehuset onsdag den 7. oktober kl. 15.00 ved folkemusiker Tore Plougheld.
Kom og lyt og syng med, når Tore Plougheld fortæller og synger de danske og skandinaviske visers historie. Fra 1700-tallets bondeviser og folkemusikkens møde med massemedierne. Fra den ludfattige, men geniale svenske poet Carl Michael Bellman til mangemillionæren og nationalskjalden Kim Larsen. Foredraget er en rejse gennem visens historie, de nationale forskelle og ligheder, og de mænd og kvinder, der gav befolkningen en stemme og en fælles udtryksform og hukommelse i en tid, hvor de færreste kunne læse eller skrive. Temaerne fra den gang og til i dag er de samme: Livet, døden, lykken og kærligheden. Der vil være en række eksempler undervejs på viserne og deres betydning i konkrete, historiske begivenheder. Samt et indblik i nogle af de mest spændende personligheder i vores kulturhistorie, fra Petter Dass til Poul Dissing og Benny Andersen. Og fællessang undervejs. For viser er nu – som dengang – et anliggende for fælleskabet.
Fri entré. Tilmelding til Skagen kirkekontor tlf: 98 44 26 44 senest tirsdag den 6. oktober.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Viser i fortid og nutid' til en bekendt